AaB vandt tirsdagens Future Cup-kamp på Sydbank Park med 2-0 i en kamp, hvor vi ellers havde muligheder til mindst et par mål.
Tirsdag eftermiddag testede vi formen mod AaB i Future Cup, men det endte med en 2-0-sejr til gæsterne fra Aalborg.
Vi stillede med et hold med mange akademispillere, men i startopstillingen var også mere rutinerede spillere som Emil Berggreen, Jonas Thorsen, Troels Kløve og Marc Dal Hende, som alle udnyttede muligheden for at få spilleminutter.
Særligt Emil Berggreen var tæt på i kampens begyndelse, og han skal have ros for at forsøge sig med et saksespark efter bare fem minutters spil, men desværre ramte han ikke bolden rent.
Til gengæld var det tæt på efter et kvarter, da Albert Rrahmani spillede bolden på tværs til Berggreen, men angriberens afslutning strøg lige over mål.
Også Troels Kløve var tæt på i indledningen med et godt skud fra 16-18 meter, mens hans kvalificerede langskud blev reddet.
Herefter døde kampen lidt ud – måske det var varmen nede i gryden – og AaB fik et mål kort før pausen ved André Alvares Pérez.
Anden halvleg var også længe en stille affære, og efter en misforståelse i forsvaret blev det 2-0 til gæsterne midtvejs i halvlegen. Oscar Meedom var målscorer.
I kampens slutfase pressede vi for alvor på for et mål, og det var meget tæt på to gange. Albert Rrahmanis skud fra 22 meter ramte overliggeren, og kort efter headede Sebastian Larsen lige forbi stolpen.
Det var, hvad det blev til denne gang i Future Cup, hvor sæsonens seks kampe gav seks point, efter vi senest havde hentet sejre over Hvidovre IF og EfB.