Det er de lyseblå løver mod den gule fare, når vi søndag klokken 16.00 gæster AC Horsens. Vi bager op til et brag af en kamp lige her.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Det er bare en magisk følelse at sparke bolden i kassen. Og det er noget, vi har gjort en masse på det seneste.
I vores seneste tre kampe har vi lavet otte mål, og det vidner virkelig om en offensiv, der sprudler.
Nu skal de gode takter fra eget fort omsættes til udebane, og det satser vi stærkt på bliver tilfældet, når der søndag venter et vigtigt slag på HYBEL Arena.
Det er Langmarksvej, der er postnummer 8700 og det er AC Horsens, der venter.
Et gensyn med en lyseblå profil
Det hænder, at vi står overfor mennesker, som vi tidligere har haft fornøjelsen af at overvære på AL Sydbank Park. Og det bliver også tilfældet søndag.
I AC Horsens har de nemlig en cheftræner, vi kender særdeles godt. Niki Zimling!
Zimling har i sin aktive karriere huseret på vores midtbane – udover en masse andre store adresser i tidens løb. Og det gjorde han rigtig godt.
Han har også gjort det fremragende efter, at han tog over i AC Horsens midt i sportsligt stormvejr. Han fik hurtigt rettet båden op, og AC Horsens klarede oprykning trods svære odds ind til slutspillet i sidste sæson.
I 3F Superliga-land har de også fået en god start, og Zimling sejrede blandt andet i sæsonens første møde med os. Vi satser på at udligne statistikken på HYBEL Arena.
Fem skæve om AC Horsens
Rykkede ned uden at tabe
I 1995 rykkede AC Horsens ned i 2. division efter to uafgjorte kampe mod Fredericia. Resultaterne 3-3 og 1-1 betød, at Horsens måtte ned på grund af reglen om udebanemål.
12 sejre i træk
Da AC Horsens rykkede op i Superligaen i 2005, havde klubben undervejs præsteret 20 kampe uden nederlag og hele 12 sejre i træk. Begge dele blev klubrekorder.
Fra europæisk eventyr til nedrykning
I sæsonen 2012/13 debuterede AC Horsens i Europa League og slog svenske Elfsborg ud, inden Sporting Lissabon blev endestationen. Samme sæson sluttede med nedrykning fra Superligaen.
Et overtidsmål sikrede oprykningen
Den 8. maj 2016 blev Bubacarr Sanneh den helt store helt, da han i overtiden scorede til 3-2 mod Skive. Målet sikrede AC Horsens oprykning til Superligaen efter tre sæsoner i 1. division.
Vandt rækken – men fik ikke lov til at rykke op!
I efteråret 1996 vandt AC Horsens 2. division vest, men det udløste ingen oprykning, da man ikke kunne rykke op efter efterårssæsonen. Først i foråret 1997 lykkedes det – med en afsluttende 7-0-sejr over Skive!
Hold øje med deres

Jakob Bondes skifte fra OB til AC Horsens har ikke været en succes. Det har været en bragende succes.
Bonde har været fremragende og farlig for den gule fare. Han kom ikke på tavlen i seneste runde mod Randers, men inden den scorede han i FIRE kampe i træk.
Tre af dem i 3F Superligaen og en enkelt i pokalen mod Næsby.
Han er god til at fordele spillet på midten, og han finder ofte ind i de rum, hvor det bliver farligt. Han er en dygtig spiller i omstillingerne, der er et af AC Horsens’ helt store våben.
Husker du den?
Vi har flere gode sejre i Horsens i bagagen, og lad os da bare hive fat i vores seneste besøg i 8700. Det var den 9. marts 2024 i landets næstbedste række.
Allerede efter syv minutter fik vi noget at juble over, da Jose Gallegos bragte os foran. AC Horsens udlignede efterfølgende på en dødbold, men Troels Kløves træffer efter en halv time sikrede os en pauseføring på 2-1.
I anden halvleg scorede Mads Agger og en meget ung Olti Hyseni, og vi havde chancer til mange flere mål end de fire, vi lavede den dag. Det endte dog med en herlig 4-1-sejr.
Er der guld og grønne skove i Horsens?
Ja, det må man sige.
Den 21. april 2019 vandt vi med 1-0 i Horsens, og det blev starten på en rigtig god stime i netop den by.
Vi har med den kamp spillet seks tællende kampe på HYBEL Arena, og vi har vundet de fem. Det er ikke så ringe endda.
Og så kan det godt være, at Albert Heath synger om guld og grønne skove i Horsens. Men han er altså fra Aabenraa, så også der vinder Sønderjylland.
De nørdede
AC Horsens har blot vundet fire af de seneste 17 Superliga-kampe mod os (fem uafgjorte og otte nederlag). En af sejrene kom i holdenes seneste møde tidligere på sæsonen. Horsens kan dermed vinde to indbyrdes opgør i træk for første gang siden 2011/12-sæsonen, hvor de vandt fire i træk.
AC Horsens er det hold, der har begået flest frispark i denne Superliga-sæson med 183. Samtidig har holdet fået flest gule kort (25).
Vi har scoret mindst to mål flere efter hurtige omstillinger end noget andet hold i Superligaen i denne sæson (seks mål).
Ingen spiller i 3F Superliga-sammenhæng har slået flere indlæg i åbent spil end AC Horsens’ Ivan Milicevic (48, på niveau med Frederik Emmery fra AGF). Hele 17 af Milicevics indlæg kom i seneste kamp, hvilket er det højeste antal af en spiller i én Superliga-kamp i denne sæson.
Sammen for Sønderjylland
Det er tæt i tabellen i øjeblikket, og der kan ikke være nogen som helst tvivl om, hvor fantastisk det ville være med tre point søndag.
Det vil give os endnu et godt rygstød fremad, og vi kommer ind til kampen med masser af selvtillid oven på en skøn sejr senest over Silkeborg IF.
Og så er AC Horsens en af de kortere udebaneture i denne sæson. Vi håber på at se et lyseblåt menneskehav på stadion, så vi kan sikre os de sidste procenter.
Du kan læse mere om forholdene som udebanetilskuer i Horsens LIGE HER.





