Søndag går det igen løs på AL Sydbank Park, når Silkeborg IF kigger forbi. Vi klæder dig på med alt, du skal vide om kampen lige her.
Ude godt – men hjemme bedst!
Det er mere end bare et ordsprog, for selvom det er dejligt at være på landevejen, er det helt særligt at vende hjem igen efter lang tids fravær. Og det er præcis, hvad vi gør søndag.
Efter en utrolig lang landskamppause og en udekamp oven i hatten, er vi endelig tilbage i egen hule, når vi søndag klokken 14.00 tager imod Silkeborg IF.
Modstander i målhumør
Silkeborg IF har haft en flot sæson indtil videre, og Morten Dahm Kjærgaards tropper indtager en aktuel syvendeplads i 3F Superliga-tabellen.
På det seneste har de spillet rigtig meget uafgjort – faktisk fire af de seneste fem kampe. Den sidste af de fem har de vundet, så vi skal helt tilbage til den 27. august for at finde deres seneste nederlag.
Og det skyldes især en ting. De laver masser af mål i Silkeborg.
Deres seneste kamp mod AC Horsens endte 3-3, og i de seneste fem kampe har de også en 2-2’er i Aarhus og en 4-0-sejr i Lyngby at vise frem.
I deres seneste runde mod AC Horsens fik de vendt 0-2 til 3-2, men det endte alligevel 3-3 til stor skuffelse i Søhøjlandet.
Tre skæve om Silkeborg IF
Fra fjerde til første klasse i raketfart
I 1982 spillede Silkeborg IF i landets fjerdebedste række. Blot 12 år senere kunne klubben kalde sig dansk mester i 1994.
Keeper? Kan du gå i angrebet?
I en kamp mod Næstved måtte Silkeborgs reservemålmand John Rasmussen engang smide målmandshandskerne og spille angriber, da en skade sent i kampen tvang klubben til at tænke kreativt.
Guldfest på hesteryg
Da Silkeborg blev danske mestre i 1994, blev triumfen blandt andet fejret med hestevognskørsel gennem byen til rådhuset. Festlighederne fortsatte med flere tusinde fans i Silkeborg-hallerne.
Hold øje med deres

Silkeborg har flere gode offensivspillere, men der er alligevel en, der virkelig har stået ud i denne sæson.
Oliver Ross har været pivfarlig, og han står noteret for seks mål og en assist i ti kampe.
Meget af deres offensive spil går igennem Ross, der er dygtig til at finde de rigtige rum, og han er dygtig til både at udfordre og afslutte.
Husker du den?
Vi har slået Silkeborg IF 11 gange i landets bedste række, og en af de mest mindeværdige finder vi den 11. april 2010 på AL Sydbank Park.
Thomas Vejlgaard passede fløjten, da vi sendte Silkeborg hjem til Søhøjlandet med en snitter på 4-0.
Mads Jessen sikrede os en drømmestart efter ni minutters spil, da han sendte Søren Frederiksens fine oplæg i kassen. Og Jessen ville mere.
I anden halvleg øgede han til 2-0, inden Søren Frederiksen for anden gang i kampen assisterede. Denne gang til Kenneth Fabricius, der gjorde det til 3-0.
En perfekt dag på grønsværen blev lagt i seng af Jesper Kjærulff, der i overtiden gjorde det til 4-0.
En særlig legende er gået bort
Silkeborg IF blev ramt af en trist nyhed tidligere på ugen, da det kom frem, at Bo Johansson var gået bort i en alder af 83 år.
Bo Johansson var udover at have været dansk landstræner, også den mestertræner, der sikrede SIF guldet i 1994. Han stod i spidsen for de rødblusede fra 1992 og frem til efter mesterskabet, hvor han rejste til Finland og HJK Helsinki.
Svenskeren er en markant figur i SIF’s nyere historie, hvorfor han også er foreviget på Stjernepladsen på Jyske Bank Tribunen, hvor kun de største spillere, ledere og trænere fra klubbens historie har plads.
I Sønderjyske Fodbold sender vi varme kondolencer i retning af både Silkeborg IF og ikke mindst Bo Johanssons efterladte.
Vidste du at?
Vi har vundet vores seneste to kampe over Silkeborg IF. Vi har dog aldrig slået dem tre gange i træk, og det vil vi meget gerne lave om på.
Silkeborg IF har mistet 14 point efter ellers at have været foran i denne sæson. Det er flest i 3F Superliga-sammenhæng. De har kun vundet en af de seneste seks kampe, hvor de har taget en føring.
Mohamed Cherif og Osaze De Rosario har scoret i to hjemmekampe i træk. Kommer en af dem – eller måske endda begge – på tavlen søndag, er det første gang, en af vores spillere scorer i tre hjemmekampe i træk siden, Haji Wright gjorde det i 2020.
Oliver Ross fra Silkeborg IF har allerede scoret flere mål i denne sæsons ti kampe, end han har gjort i sine seneste fire sæsoner i træk. En enkelt sæson i SIF og tre i AaB.
28 dages ventetid forbi
Når vi søndag rammer den 18. oktober, er det 28 dage siden, vi sidst var i aktion på AL Sydbank Park.
Det er længe. Det er faktisk rigtig længe, så der er ikke noget at sige til, hvis det kribler efter en god fodboldkamp.
Senest vi var på hjemmebane scorede vi fire gange og hentede en forløsende sejr, og de gode takter skal følges op, når der venter en ny vigtig kamp søndag klokken 14.00.





