Herlig søndag: Fire kasser og tre point mod Silkeborg IF

Vi kom flyvende ud og var i hopla gennem samtlige minutter, da det søndag eftermiddag blev til en 4-0-sejr over Silkeborg IF.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Solskin og 4.855 tilskuere klar til kamp. Det var den kombination, vi entrerede banen til søndag eftermiddag på AL Sydbank Park, og lad det være sagt med det samme. Det var en rigtig god kombination.

For sikke en søndag vi fik!

Og det var bogstaveligt talt fra første sekund. Efter en tilbagelægning lagde vi bolden frem, og efter herrefights af Maxime Soulas og Mohamed Cherif, havnede bolden hos Osaze De Rosario.

Han holdt Silkeborg-forsvaret i skak og lagde køligt bolden ud til en fremadstormende Dalton Wilkins, der lagde bolden lige så køligt i mål. Det med bare 13 sekunder på stadionuret.

Et mål der sikrede Wilkins en plads i top tre over hurtigste 3F Superliga-scoringer nogensinde. Det hurtigste blev scoret af Emil Lyng for FC Nordsjælland mod Esbjerg fB den 20. marts 2011. Han fik nettet til at blafre blot ni sekunder inde i kampen dengang.

Kort efter vores mål havde gæsterne en stor chance. Tæt foran mål fik Jens Martin Gammelby chancen efter en retur, men han sparkede heldigvis over kassen.

Og så gik det stærkt. Efter 18 minutter begik Villads Westh en forseelse i ankelhøjde, og efter VAR-tjek blev der givet direkte badebillet til SIF-spilleren.

I overtal satte vi os på tingene, og fire minutter efter tilkæmpede vi os hjørnespark. Det lagde Mathias Olesen ind til Stefan Velkov, der satte foden på. SIF-keeperen havde lappen på, men han kunne ikke holde den ude, og så var vi oppe med 2-0.

Rundet den halve time blev det også 3-0. Mathias Olesen tog et forrygende løb frem ad banen, og han driblede forbi alt og alle. I feltet var han iskold og lagde bolden på tværs i stedet for at afslutte selv, og Mohamed Cherif kunne sparke bolden i kassen.

Frem mod pausen havde vi flere gode tilbud. Blandt andet var Anders Bergholt og Anders Hoeg i hopla, men det forblev 3-0.

Fra starten af anden halvleg havde vi fuld kontrol, mens Silkeborg forsøgte at etablere et tryk. Vi stod dog glimrende imod i defensiven, og i den anden retning havde vi fortsat hurtige kontrastød og masser af fart.

Stille og roligt fik vi opbygget et nyt pres, og Anders Hoeg havde en halvfarlig flugter, mens Bergholt var tæt på 4-0 med et afrettet spark.

Silkeborg IF fik liv med et par offensive indskiftninger, men vi havde fortsat kontrol, og med ti minutter tilbage kom vi atter på tavlen.

Mathias Olesen drev igen bolden godt frem, og på det helt rigtige tidspunkt lagde han bolden dybt til indskiftede Teodor Haltvik, der sendte bolden i kassen. Flaget var oppe for offside, men det var der ikke noget af, og VAR omstødte kendelsen, og 4-0 var en realitet.

Herfra blev sejren og et skønt clean sheet arbejdet hjem på en fremragende søndag på AL Sydbank Park.

Tusind tak for opbakningen. Næste kamp venter den 25. oktober klokken 16.00 ude mod AC Horsens.

Vi er tilbage på AL Sydbank Park den 2. november klokken 19.00, når FC København gæster os. En kamp du kan købe billet til på sjfodbold.dk.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.