Ungt hold sikrer sen sejr i Future Cup

Mikkel Hyllegaard scorede to gange, og U17-spiller Villads Klindt Sørensen blev matchvinder i overtiden, da Lyngby Boldklub blev besejret med 3-2 i Future Cup-kampen på Sydbank Park.

Onsdag eftermiddag var der Future Cup-kamp på Sydbank Park, da vi tog imod Lyngby Boldklub.

Vi stillede til start med et mix af førsteholdsspillere og akademispillere, og der var godt med bid i holdet i de første 45 minutter.

Mikkel Hyllegaard var blandt starterne, og han bragte os på 1-0 efter et kvarters spil, da han slap alene igennem og scorede på sikker vis, da han var én mod én med gæsternes målmand.

Lyngby fik vendt tingene på hovedet med to hurtige scoringer midtvejs i halvlegen, men vi fortsatte med at true i den anden ende, og kort før pausen var der gevinst. Marc Dal Hende kom til afslutning med baghovedet på José Gallegos’ frispark, som Lyngbys målmand ikke kunne holde, og så var Hyllegaard hurtigt over bolden og scorede nemt til 2-2.

Efter pausen blev vores hold væsentligt forynget, da førsteholdsspillerne blev pillet ud én efter én, men de unge sønderjyder spillede solidt og holdt gæsterne fra de store chancer.

Den gode indsats blev belønnet kort inde i tillægstiden, da Villads Klindt Sørensen kom først på en frisparksbold fra Simon Maass, og dermed blev det 3-2 kort før tid.

Omkring 100 tilskuere på Sydbank Park gav en fortjent klapsalve til det unge hold, da sejren blev sikret.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder