U17 slår FCK og får god optakt til pokalfinalen

U17-holdet fik en perfekt optakt til onsdagens pokalfinale, da FC København blev besejret med 3-1 i ligaen.

Onsdag aften venter der U17-drengene fra Sønderjyske Fodbold/HFK en stor oplevelse, når holdet spiller pokalfinale på JYSK Park i Silkeborg, men de unge sønderjyder formår at holde fokus på én kamp af gangen.

Det viste de i weekenden, da de vandt med 3-1 over FC København i U17-ligaen.

U17-drengene var i den grad klar fra start, og allerede da der var spillet seks minutter, var vi foran med 2-0. Jeppe Klemann og Sebastian Larsen scorede målene.

De københavnske gæster trykkede herefter på og fik også reduceret inden pausen, men i anden halvleg fik vi igen et godt greb om kampen og fik lukket godt ned for FCK’erne. Sebastian Larsen scorede til 3-1 med ti minutter tilbage af kampen, og herefter var sejren aldrig i fare.

En flot sejr til U17-holdet, der dermed fik en perfekt optakt til onsdagens pokalfinale, hvor vi møder Hobro IK på neutral bane, som er JYSK Park i Silkeborg.

U17-cheftræner Daniel Ghorbany ser nu frem til pokalfinalen.

– Det bliver en fed oplevelse for os alle. Drengene har set frem til at spille pokalfinalen i nogle uger efterhånden. Det er yderst sjældent i løbet af din fodboldkarriere, at du står i en pokalfinale, så de glæder sig.

– Med weekendens sejr over FC København viser drengene også, at de forstår at holde fokus, og det skal de også gøre i finalen. Vi har stor respekt for Hobro, som har vundet U17-divisionen og slået gode hold ud i Pokalen på vej mod finalen. Vi kan ikke løbe fra, vi er favoritter, når vi spiller en række højere, men vi skal være ydmyge og spille op til vores bedste, hvis vi skal have pokalen med hjem til Sønderjylland, siger Daniel Ghorbany.

Pokalfinalen spilles onsdag klokken 19.00 på JYSK Park i Silkeborg, hvor der er fri entré, og alle lyseblå fans er meget velkomne til at bakke op om de unge løver.

Også U15-ligaholdet mødte FC København i weekenden. Her vandt københavnerne 3-1. Maksim Martych reducerede til sidst i kampen. U15’s næste opgave er lørdag den 15. juni på udebane mod AC Horsens.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder