U15-holdet henter flot sejr i Farum

U15-holdet hentede en flot 1-0-sejr i Farum, mens U19 og U17 tabte til FC Nordsjælland.

U15-ligaholdet holdt den sønderjyske fane højt i weekenden, da det hentede en 1-0-sejr i Farum. U19 og U17 tabte samme sted til FC Nordsjælland. Læs om kampene for Sønderjyske Fodbold/HFK her.

Stort nederlag til U19
U19-ligaholdet var tæt på at tage point med hjem fra Brøndby i sidste uge, men i Farum var holdet langt fra pointene mod FC Nordsjælland.

Hjemmeholdet vandt med 6-0, og det var småt med sønderjyske lyspunkter i den kamp.

Det er bare hjem på træningsbanen og knokle videre, og så er der mulighed for at rejse sig, når AGF gæster Haderslev på lørdag, hvor der er kampstart 12.30 på kunstgræsbanen.

Læs kampfakta fra opgøret her.

U17 måtte give slip til sidst
Der var heller ikke point til U17-ligaholdet, men trods et nederlag på 1-4 holdt de længe liv i kampen.

Et par gode kontraer i første halvleg kunne have givet scoringer på en skarpere dag, men holdet måtte gå til pause nede 0-2.

I starten af anden halvleg fik Elias Hjort-Pedersen reduceret, men FCN kom kort efter igen foran med to.

Vi fik lidt uforståeligt annulleret et mål, der kunne have skabt fornyet spænding i slutfasen, og i stedet fik hjemmeholdet lukket kampen med et mål til 4-1 i overtiden.

Trods nederlaget var der ikke en finger at sætte på udtryk og indstilling, og holdet er motiveret for at rejse sig på lørdag, når AGF gæster vores kunstgræsbane lørdag klokken 14.45.

Læs kampfakta fra opgøret her.

U15 hentede flot sejr
U15-holdet hentede alle tre pint med hjem til Sønderjylland, da holdet vandt 1-0 i Farum.

Første halvleg var en lige omgang, hvor FCN ganske vist dominerede med spil og chancer, men vi stod godt imod, da drengene holdt sig til aftalerne og holdets gameplan.

I anden halvleg skubbede vi spillet længere frem på banen. Der blev skabt tre-fire store chancer, og vi var det bedste hold på banen. Den gode holdpræstation blev også belønnet i kampens sidste minut, da Linus Ben Würtz Thieler blev matchvinder med kampens eneste mål.

U15-holdets næste opgave er på lørdag 12.30, hvor det møder AGF på Sydbyens Kunstgræs.

Læs kampfakta fra opgøret her.

Arkivfoto: Martin Gjelstrup

Del denne nyhed:

Seneste nyheder