Lørdag 11.00 spiller vi opstartens første træningskamp, når Danmarksmestrene fra FC Midtjylland tager imod i Herning. Læs her, hvad kampen skal bruges til, og hvordan du kan følge med hjemme fra hængekøjen.
Efter en god og hård træningsuge spiller vi lørdag opstartens første af fire træningskampe.
Det bliver lige på og hårdt, for det er Danmarksmestrene fra FC Midtjylland, der tager imod i Herning.
Det bliver en kamp, hvor det handler om, at alle mand skal have gang i benene, og hvor spilletiden bliver nogenlunde jævnt fordelt.
Cheftræner Thomas Nørgaard siger om opstartens første kamp:
– Vi skal have mange spillere i aktion. Vi skal se, hvordan folk er kommet tilbage, og hvis der er lidt rust, skal vi have det banket af. Det handler først og fremmest om, at vi skal have de første minutter i benene.
– Vi skal op imod et stærkt hold, og vi har en forventning om, at de har samme tilgang til kampen, som vi har, så det kan godt blive en kamp med en blandet kamprytme og måske også lidt forskellige konstellationer, siger Thomas Nørgaard.
Udover FC Midtjylland møder vi i opstarten Hobro IK (5/7), Holstein Kiel (12/7) og FC København (16/7), og cheftræneren ser frem til at se os blive matchet på et højt niveau.
– Vi har valgt at møde nogle dygtige modstandere her i opstarten for at se, om det, vi lavede i den næstbedste række i den forgangne sæson, også virker på denne side af ferien. Vi har haft en god og relativ hård træningsuge, og glæder vi os til at spille den første træningskamp, siger Thomas Nørgaard.
Kampen spilles på Herning Fremads anlæg (hybridbanen), Ringkøbingvej 66, 7400 Herning.
Hvis du ikke vil bruge din sommer-lørdag på at se træningskamp i Herning, kan du følge med hjemme fra hængekøjen. FC Midtjylland streamer kampen på dette YouTube-link: