Ny slagsang med en hyldest til Sønderjylland

Syv spillere var med i studiet, da vi sammen med bandet Curva Syd, indspillede den nye slagsang til Sønderjyske Fodbold. Fredag får sangen, der er en hyldest til Sønderjylland, premiere på Sydbank Park.

Når vi fredag atter samles om fodbolden på Sydbank Park, vil særligt én sang få ekstra meget opmærksomhed.

Efter et af vinterens hårde træningspas tog syv spillere nemlig videre til musikstudiet Studio Communale for sammen med det til lejligheden sammensatte band Curva Syd at indspille en ny slagsang til Sønderjyske Fodbold.

Det er en sang, der rocker. Det er en sang, der er nem at lære. Det er en sang, der kan få os alle til at synge med på Sydbank Park.

Men det er først og fremmest en sang, der hylder sønderjyderne og Sønderjylland.

Anfører Marc Dal Hende var en af de udvalgte til at synge med i studiet, og han er meget tilfreds med det færdige resultat.

– Det var først og fremmest skide sjovt at være med til at indspille den. Vi skulle lige høre den igennem et par gange, men så sad den også lige i skabet, og vi spillere havde en fest.

– Det er en sang med noget genkendelig ”lålålå”, og jeg tror, den kommer til at rocke godt ude på tilskuerpladserne på Sydbank Park. Jeg synes også, at teksten er rigtig god, for den fortæller om vores værdier og sammenholdet i Sønderjylland. Jeg tror, jeg skal have den ind på min Spotify-konto og spille den igen og igen på kampdage, siger Marc Dal Hende med et stort smil inde bag skægget.

Det er Søren Sønderskov, der har skrevet teksten til sangen, der har fået den meget sigende titel “Sønderjyske Fodbold Slagsang”, og han ser tilbage på en spændende proces med fødslen af sangen.

– Det er en ære at få lov at skrive en slagsang til Sønderjyske Fodbold, og det har samtidig været en stor fornøjelse. Vi har talt meget om værdierne i klubben og i landsdelen, og dem har vi forsøgt at integrere på bedste vis.

– Det var noget af en oplevelse at have spillerne med i studiet, hvor de hurtigt fik lært teksten, og særligt i omkvædet var de stærke. De gjorde det godt, men jeg tror også, det er godt, at de er blevet fodboldspillere og ikke musikere, griner Søren Sønderskov.

Den nye sang er allerede til at finde på Spotify og andre musiktjenester, så der er god tid til at lære sangen at kende, inden vi alle skal synge med på den lige før kickoff mod FC Fredericia klokken 19.00.

Tryk på dette link og find sangen på Spotify, Apple Music, iTunes Store og andre tjenester. Sangen ligger også tilgængelig på fx Instagram – brug den bare flittigt.

Se musikvideoen herunder:

Læs – og lær – sangteksten her:

Holdet på banen – et sammenhold
Kæmper for klubben – når der spilles bold
Arbejder jern-hårdt – med styrke og mod
For klubben der ligger, hvor JYLLAND SLÅR ROD
Lå lå lå…

Her er der fadøl på kaffebordet
Vi drikker til bunden – når dreng’ne har scoret
Altid på stadion, når fløjten den lyder
Så alle kan se vi er – SØNDERJYDER
Lå lå lå…

Kæmp for den landsdel der ligger mod syd – og
Vi sparker så hårdt som kanoner der skyder
Vi bærer stoltheden udenpå
For klubben, for trøjen LYSEBLÅ

Lå lå lå…

Del denne nyhed:

Seneste nyheder