Kolding IF blev blæst ud af Sydbank Park

Det blev på alle måder en hæsblæsende affære, da vi fredag aften vandt 4-0 over Kolding IF. I kulde, regn og blæst sørgede vi med en stærk indsats for at hente point for 11. kamp i træk.

Det var koldt. Det var vådt. Det var blæsende. Men det var det hele værd.

3.385 tilskuere på Sydbank Park kunne se, at vi hentede en stensikker 4-0-sejr over Kolding IF i en kamp, som vi dominerede fra start til slut.

Det startede lidt stille. Vi var klart mest på bolden fra første fløjt, men de helt store chancer udeblev i starten.

Midtvejs i første halvleg startede festen. Naturligvis – fristes man til at sige – var det ligatopscorer Peter Christiansen, der satte det i gang. Søren Andreasen sparkede et frispark lige uden for feltet, som kun blev halvklaret, og Christiansen sparkede sikkert riposten ind.

Peter Christiansen var tæt på at blive dobbelt målscorer et kvarter senere, men denne gang skød den brandvarme angriber lige forbi stolpen.

2-0-målet kom dog lige efter. Søren Andreasens afslutning blev stoppet af en hånd på bolden i feltet, og straffesparket sparkede Andreasen sikkert ind. 2-0 ved pausen.

Efter en lille times spil var Søren Andreasen på pletten for anden gang. Denne gang var Peter Christiansen i oplæggerens rolle, og en god tværpasning blev sparket flot ind ved fjerneste stang. Flot angrebsspil af makkerparret i front.

Få minutter før tid blev det også 4-0. Kristall Ingason satte trumf på, da han køligt lobbede bolden ind til 4-0. Teknik og timing i særklasse. Et vidunderligt mål.

Det blev en skøn aften på Sydbank Park, hvor vi gerne vil sende en ekstra varm tak til alle jer, der støttede holdet trods det trælse vejr.

Vores næste kamp er fredag den 27. oktober, hvor vi spiller på udebane mod B.93.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder