Knebent nederlag i sæsonåbneren i 3F Superligaen

Vi spillede en helt lige kamp mod Silkeborg IF i sæsonpremieren i 3F Superligaen, men hjemmeholdet endte desværre med at tage de tre point.

Søndag var vi endelig tilbage i 3F Superligaen – efter 792 dage uden for det gode selskab.

Det var tæt på at give point i første hug, men i sidste ende måtte vi se os besejret 1-0 af Silkeborg IF, der vandt på kunstgræsset på Jysk Park.

Første halvleg var en rimelig lige omgang, hvor de helt store chancer udeblev. De største muligheder tilfaldt Ivan Djantou, der var en støvlebredde fra at få frem til et skarpt indlæg fra Atli Barkarson, og kort før pausen var Alexander Lyng tæt på at bryde igennem til scoring.

Et systemskifte efter en time og friske kræfter på banen satte turbo på vores angrebsmaskine, og vi havde et godt overtag i kampen midt i anden halvleg.

Maxime Soulas fik også stanget et hjørnespark ind i denne periode, men desværre blev der fløjtet for en mindre forseelse i feltet – vist nok en screening – så det gik ikke vores vej denne søndag.

Få minutter senere var den nemlig gal i den anden ende, hvor Silkeborg IF i stedet kunne juble over et mål efter hjørnespark, hvor der også var tæt trafik i feltet. Pelle Mattsson blev noteret for målet, der blev sat ind tætpakket mellem venner og fjender. Det var marginalerne til forskel.

Vi satte et godt tryk ind til sidst, men det udlignede mål udeblev desværre, og derfor måtte vi tage hjem fra Silkeborg uden point.

Nu har vi brug for et gyngende Sydbank Park, når vi allerede på fredag tager imod Lyngby Boldklub.

Køb din billet til sæsonens første Superliga-hjemmekamp her: https://shop.soenderjyskefodbold.dk/billetsalg

Del denne nyhed:

Seneste nyheder