Kristall Ingason har forlænget sin kontrakt med Sønderjyske Fodbold, så aftalen nu løber frem til sommeren 2027.
Det var et godt match, da Kristall Ingason sidste sommer skiftede til Sønderjyske Fodbold.
Den islandske offensivspiller bidrog med masser af spilletid og gode indsatser i successæsonen, der som bekendt endte med en oprykning til 3F Superligaen.
Begge parter er så tilfredse med samarbejdet, at 22-årige Ingason har forlænget sin kontrakt med yderligere et år, så aftalen nu løber frem til sommeren 2027.
Sportschef Casper Daather glæder sig over kontraktforlængelsen.
– Det første år med Kristall Ingason er gået fuldstændigt, som vi håbede og forventede. Efter nogle sæsoner i FC København og Rosenborg BK søgte han kontinuerligt spilletid som seniorspiller, og det har fundet hos os.
– Han er startet inde i langt de fleste kampe, og det har sat yderligere skub i hans udvikling, og vi forventer, at han kan tage nye, store skridt i de kommende år. Han har gjort sig særdeles godt bemærket i sin første sæson for os, og det har også skabt interesse fra andre klubber, men med kontraktforlængelsen kan vi se frem til mange flere gode oplevelser med Ingason i lyseblåt.
– Han er en spil-intelligent fodboldspiller, der har et godt blik for spillet, og han er både en kynisk afslutter og en uselvisk assist-mager. Han er ærgerrig og arbejdsom og knokler hele tiden på for at udvikle sig. Vi har set meget godt fra ham i sidste sæson, men vi har ikke set det bedste fra ham endnu. Vi glæder os til, at han sammen med holdkammeraterne tager hul på 3F Superligaen allerede på søndag, siger Casper Daather.
Kristall Ingason glæder sig over forlængelsen og ser frem til de spændende oplevelser med Sønderjyske Fodbold.
– Jeg er med glad for at have forlænget min aftale. Jeg har haft et godt første år i klubben, hvor jeg har følt mig velkommen lige fra starten, og hvor det er gået godt spillemæssigt, og derfor var det også lige til for mig at forlænge min aftale.
– Vi har gang i noget spændende her i klubben, og først og fremmest kan jeg godt lide måden, vi spiller på. Jeg synes, vi spiller god fodbold, og nu venter der nye spændende udfordringer i 3F Superligaen, og det ser jeg virkelig frem til, siger Kristall Ingason.
Islændingen blev i sin første sæson i Sønderjyske Fodbold noteret for 30 kampe, otte mål og ni assists.