Fem grunde til at komme på stadion

Der er mange grunde til at komme på Sydbank Park torsdag 18.00 mod Vejle Boldklub – vi har fremhævet fem af dem her.

Fodboldfest
Der er udsigt til en festlig kulisse og sæsonrekord. Vejle Boldklub kan rykke op med ét point på Sydbank Park, mens vi selv kan æde os godt ind på toppen med en sejr. Det store drama tiltrækker også mange mennesker – både i lyseblåt og rødt. Over 1.000 Vejle-fans har sikret sig billet, og vi forventer sæsonrekord med mindst 3.817 tilskuere på lægterne.

Fin form
Med 13 point i seks slutspilskampe – og dermed et gennemsnit på mere end to point pr. kamp – er vi det meste formstærke hold i oprykningsspillet. Formkurven har været stigende i løbet af foråret, og derfor er vi igen med i oprykningskampen. Slutspurten er sat ind, og nu skal den have fuld gas i de resterende kampe på og uden for banen.

Garanti for drama
Vi har spillet mange spændende kampe mod Vejle Boldklub de seneste sæsoner – og den seneste kamp var bestemt også mindeværdig. I slutspillets første kamp vandt vi 2-1 i Vejle, da Orri Óskarsson scorede sejrsmålet dybt inde i overtiden. Det bliver igen en kamp med garanti for drama.

Vi løfter hjemmebanen sammen
Vi har hentet markant flere point på udebane end på hjemmebane. Et pointgennemsnit på to på udebane er fremragende, men vi skal have det løftet på hjemmebane, hvor vi kun har 1,4 point. Det skal vi gøre i fællesskab. Syng, klap og råb alt, hvad du kan – og skab en tryg base for spillerne. Vi står sammen i kampen for oprykning.

Snart er det slut
Det er sæsonens fjerdesidste kamp, og det er den næstsidste på Sydbank Park. Det er nu, du skal bruge din sidste energi på stadion, inden du kan samle kræfter i sommerferien. Hvis du kun ser et par kampe eller tre i løbet af sæsonen, er denne en af dem, du ikke må glippe.

Køb din billet til kampen her: https://shop.soenderjyskefodbold.dk/billetsalg

Del denne nyhed:

Seneste nyheder