Fredag skal vi på sæsonens korteste udebanetur, når Kolding IF tager imod på Autocentralen Park. Her er en lille guide til de Sønderjyske Fodbold-fans, der tager turen til Kolding.
Fredag klokken 19.00 går det løs på Autocentralen Park i Kolding, når Kolding IF tager imod i 5. runde af NordicBet Ligaen.
Det er et tidligt topopgør – nummer 2 mod nummer 4 – og det er et rigtig naboopgør, hvor der er lagt op til en fantastisk kulisse i Kolding.
Kolding-lejren melder om stor interesse for kampen og forventer mere end 500 lyseblå fans i udebaneafsnittet, hvor de til lejligheden har fået opsat en midlertidig tribune, så de mange sønderjyder også kan se noget nede bag målet.
Der er dog stadig masser af billetter til salg i skrivende stund, og du kan sikre dig en billet til udebaneafsnittet her: https://shop.kolding-if.dk/
Da vi mødte Kolding IF i pokalturneringen for et år siden, var der 3.642 tilskuere til naboopgøret, hvoraf der var 300-400 i udebaneafsnittet, og det forventes altså, at både tilskuertal og antallet af udebanefans bliver højere denne gang.
For god ordens skyld skal vi meddele, at fans med et synligt tilhørsforhold til Sønderjyske Fodbold skal købe billet til udebaneafsnittet, selv om siddepladserne på langsiden kan friste.
Du kan finde mere praktisk information om udebaneafsnittet og parkeringsforholdene her: https://www.kif-fodbold.dk/klubben/udeholdets-fans/
Vi kan kun opfordre til, at du kommer i god tid. Portene til udebaneafsnittet åbner en time før kampstart.
Seneste opgør
Det seneste ligaopgør mellem holdene ligger mere end 15 år tilbage. Her kan du læse vores artikel om kampen tilbage fra maj 2008: soenderjyskefodbold.dk/5-581-dage-siden-seneste-ligakamp-mod-kolding/
I mere frisk erindring har vi pokalkampen fra 30. august 2022, hvor vi vandt 2-0 i Kolding. I den kamp husker de fleste nok Rasmus Wikströms scoring fra midtercirklen, mens José Gallegos scorede til slutresultatet på straffespark i anden halvleg.
Dengang spillede Kolding IF i 2. division, og siden er de altså rykket op i NordicBet Ligaen, hvor de er startet helt forrygende. I de fire første kampe har de vundet tre og spillet én uafgjort, mens de fik en god gang skudtræning, da de vandt 19-1 over FC Avrasya og satte målrekord i pokalturneringen.
Vi kommer selv til kampen med fart i støvlerne efter tre sejre i træk, og optimismen fik lige et hak i vejret, da AC Horsens i lørdags blev besejret med 5-0 på Sydbank Park.
Nu gælder det fredagens topkamp i Kolding, og vi glæder os til at spille i en fed kulisse med masser af sønderjyder i udebaneafsnittet.
ALLE MAND TIL KOLDING!