Video: Sponsorer på VIP-tur til Hamborg

70 sponsorer i Sønderjyske Fodbold havde i lørdags en forrygende VIP-tur til Hamborg, hvor spillerbussen fragtede dem til Volksparkstadion, som blev set indefra, inden HSV vandt med tenniscifre.

Det blev en gennemført god dag med fodbold og fællesskab i højsædet, da 70 sponsorer i Sønderjyske Fodbold i lørdags var inviteret gratis på VIP-tur til Hamborg.

Kort efter solopgang satte spillerbussen kurs mod det legendariske Volksparkstadion, hvor HSV tog imod Hannover 96.

Inden kampen fik sponsorerne en rundvisning, som blandt andet gav dem adgang gennem spillertunnellen og helt ned til den smukke græsplæne. På HSV Campus fik vi set nærmere på akademiholdenes gode forhold, og for flere var det et højdepunkt at møde HSV-legenden Horst Hrubesch, som tog sig tid til både snak og selfies.

Underholdningen manglede bestemt heller ikke på banen. HSV vandt med hele 6-1 og spillede sig dermed op på en oprykningsplads til 1. Bundesliga. Med 57.000 tilskuere på stadion – totalt udsolgt – var stemningen også forrygende igennem hele kampen.

Efter god forplejning på hjemturen ramte sponsorerne igen Sydbank Park først på aftenen, og alle kunne se tilbage på en fornøjelig fodboldlørdag.

På Sønderjyske Fodbolds vegne siger vi tak for godt selskab. Vi er glade for at give igen til de sponsorer, der trofast støtter op om Sønderjyske Fodbold.

Vi ser frem til de næste spændende netværksarrangementer, som venter i maj og juni.

Se en video med en række indtryk fra dagen:

Del denne nyhed:

Seneste nyheder