Vi havde flere store chancer i Horsens, men hjemmeholdet var skarpere end os på en kold og ciffermæssig tung aften, hvor vi tabte med 5-1. Der var debut til Enis Zeqiri.
Der var godt med lyseblå fans på udebaneafsnittet, da vi søndag klokken 16.00 gik på banen til udekampen mod AC Horsens. Omkring 200 bakkede os op, men inde på banen blev det desværre ikke vores aften.
Kampen startede med masser af intensitet på den våde bane, hvor AC Horsens fik den første store chance. De fik en spiller igennem i venstre, men han afsluttede et stykke forbi fra spids.
Kort efter tilspillede vi os en stor chance. Ismail Seydi brugte sin fart i venstresiden, inden han lagde bolden på tværs til Mohamed Cherif. Umarkeret bankede han på kassen fra kanten af feltet, men forsøget strøg over Delac’ AC Horsens-mål.
Efter 12 minutters spil tog AC Horsens føringen. En bold blev spillet dybt til Bimpong, der alene med Shinton kunne chippe bolden i mål til 1-0.
Efter scoringen havde vi flere gode tilbud. Særligt Mathias Olesen fik en stor chance, da han timede sit løb helt rigtigt og kom alene igennem med Delac, der dog fik foden på og afværgede os. Et indlæg fra højre var også meget tæt på at ende i en stor chance, men igen fik Horsens klaret.
Og så gik det, som det nogle gange går. Værterne slog til i den anden ende. En bold blev spillet ind til Julius Madsen, der efter et par træk i feltet øgede til 2-0.
Vi svarede igen rundet den halve time. Pachanga Kristensen serverede et godt indlæg ind i panden på Osaze De Rosario, der stærkt stangede os på 2-1 og spændingen tilbage.
De Rosario havde endnu et fint hovedstødstilbud før pausen, mens Cherif sparkede et frispark over fra en lovende position. Tre minutter inde i dommerens tillægstid stod Julius Madsen desværre alt for fri på ny, og så var AC Horsens oppe med 3-1 ved pausen.
Anden halvleg åbnede roligt, og først efter ti minutter opstod den første chance. Den tilfaldt hjemmeholdet, men vi fik blokeret et hidsigt spark i feltet.
Fem minutter senere kom vi godt igennem, og vi kom frem til et frispark ved kanten af feltet. Mathias Olesen afsluttede kompetent, men Matej Delac var igen på plads for AC Horsens. Det efterfølgende hjørnespark gav en god chance til Cherif tæt under mål, men igen blev der blokeret.
Nick Shinton måtte hive en stor redning frem, da AC Horsens blev nærgående efter at bolden gennem tilfældigheder havnede hos en fri mand. Et langskud var også ved at give problemer, men der blev reddet til hjørne.
I sekvensen efter kom hjemmeholdet dog på 4-1. Et indlæg blev smidt ind foran, og Bimpong stod for fri og kunne let score.
Herfra faldt kampen en del i niveau, selvom der fortsat var løse chancer i begge ender. Med ti minutter igen var der dog noget at glæde sig over, da Sønderborg-knægten Enis Zeqiri fik sin 3F Superliga-debut for os. Stærkt gået af Enis og ikke mindst vores dygtige akademi.
I overtiden scorede Batigi for AC Horsens på et hug udefra, og så sluttede det 5-1.
Tusind tak for støtten til de godt 200 medrejsende sønderjyder på en råkold og våd eftermiddag/aften i Horsens. Opbakningen er meget værdsat!
Næste opgave er mandag den 2. november på hjemmebane mod FC København. Der er kampstart klokken 19.00.
Den og kampen mod OB den 22. november kan du sikre dig billet til lige her.





