Vi spillede en fornuftig 1. halvleg på Aalborg Portland Park, men efter pausen var nordjyderne klart bedst og straffede os hårdt med tre scoringer fra Mathias Jørgensen.
Af Michael Ehrhorn-Fernow
Solen skinnede og stemningen var god, da vi søndag klokken 14 løb på banen i Aalborg til opgøret mod AaB. Vi kom med to sejre i bagagen, men det blev desværre ikke til den tredje, da vi måtte gå fra banen med et tungt nederlag på 3-0.
AaB kom aggressivt ud fra start, og efter to minutters spil fik Mathias Jørgensen plads på en retur i venstre side, hvorfra han dog sparkede over. To minutter efter kom bolden ud til Mads Agger efter fornuftigt opspil, men bolden kom drilsk imod ham, og han fik ikke træf på sin flugter.
AaB forsøgte at lukrere på lynhurtige angreb i venstre side, hvor man gang på gang satte Mathias Jørgensen i scene. Det var tæt på at lykkedes nogle gange, mens også Jubril Adedeji var farlig med sin fart. I den anden ende fik vi et frispark lige uden for feltet efter 13 minutters spil, som Lirim Qamili dog sendte i muren.
Qamili nåede at true på ny, mens Sefer Emini havde et forsøg over mål fra distancen. Frem mod pausen var det dog AaB, der dominerede på bolden, men skarpheden manglede fra hjemmeholdets side. Seks minutter før pausen fik begge hold en rigtig stor chance. Efter et hovedstødsforsøg fra Qamili slog AaB kontra, men en heroisk islænding i skikkelse af Daniel Gretarsson kom i vejen i sidste øjeblik. Dermed kunne de to hold gå i kabinen med 0-0 på tavlen.
Kort efter pausen kom AaB i spidsen. Mathias Jørgensen fik bolden i venstresiden, og fra spids hakkede han den ind bag Jakob Busk til 1-0. Mads Agger forsøgte at svare igen lige efter, men hans forsøg blev snuppet af Müller efter et fint opspil. Med lidt over en halv time tilbage fik AaB så en kæmpestor chance, da Jubril Adedeji fra fri position sparkede over mål.
Værterne kom dog på 2-0 kort efter. Oliver Ross løb for let igennem, og på tværs havnede bolden hos Mathias Jørgensen. Jakob Busk hev en stor redning op af skuffen, men returen var Mathias Jørgensen over, og han scorede sikkert.
Scoringerne fik os længere frem, og med tyve minutter igen var indskiftede Ivan Djantou tæt på, da bolden blev lagt af til ham efter gode kombinationer, men hans spark blev blokeret. Kort efter var vi tæt på med et fladt indlæg tæt under mål, som AaB-forsvaret dog kæmpede ud til et hjørnespark, der ikke kastede mere af sig.
Bedst som vi trykkede på, bragte AaB sig yderligere foran. Nicklas Helenius løb dybt og spillede på tværs til en fri Mathias Jørgensen, der cementerede sit hattrick. Kort efter ramte værterne indersiden af stolpen, men bolden gik heldigvis tilbage i spil.
Der blev ikke scoret mere i kampen trods gode ting i begge ender, og så endte en flot søndag i et tungt nederlag på 3-0. Næste opgave venter den 6. oktober hjemme mod FC Nordsjælland, og du kan købe billet til opgøret her
https://shop.soenderjyskefodbold.dk/billetsalg