Tredje ligasejr i træk til U17-holdet

U17-ligaholdet hentede den tredje sejr på stribe, da Randers blev besejret på udebane. U15 tabte knebent samme sted.

U17-ligaholdet har for alvor fået hul på bylden!

Efter storsejre over Vejle (6-1) og Brøndby (4-1) blev det tre i træk, da Randers FC blev besejret med 4-3 på udebane.

Hjemmeholdet kom hurtigt i front, men Sebastian Larsen sørgede med to mål for, at vi var foran 2-1 ved pausen efter en hårdt spillet halvleg, hvor vi var stærke på bolden.

Albert Rrahmani bragte os på 3-1 i starten af anden halvleg, men hjemmeholdet fik herefter bedre fat og fik scoret to gange, og det lignede en straffesparksafgørelse, da de scorede til 3-3 i 92. minut.

På grund af en skade var der dog flere tillægsminutter, og i det 97. minut lykkedes det Rramani med sit andet mål i kampen at sikre, at alle tre point kom med hjem til Sønderjylland.

Fantastisk afslutning på kampen, og som billedet viser, var U17-drengene også godt tilfredse med sejren!

U15-holdet var også tæt på at tage point med hjem fra Randers, men her vandt hjemmeholdet med 2-1. Mathias Duborg udlignede undervejs til 1-1.

U19-ligaholdet havde kampfri denne weekend, efter de tidligere på ugen tabte 1-2 på hjemmebane til OB. Her scorede Sebastian Larsen ellers til 1-1 i det 85. minut, men OB sikrede sig sejren kort før tid.

Både U19, U17 og U15 møder alle Silkeborg på lørdag. U19 spiller klokken 12.30 og U17 spiller 14.45 på banerne ved Haderslev Idrætscenter, mens U15 spiller klokken 12.30 på Sydbyens Kunstgræsbane.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder