Svær weekend for talenterne

Det blev desværre til tre nederlag, da talentholdene i weekenden var i aktion. 

U19-holdet spillede søndag sin sidste kamp i sæsonen, da Lyngby ventede i Haderslev. Her blev det desværre til et nederlag på 2-1, og holdet slutter dermed som nummer 13 i ligaen. 

I søndagens kamp var det Lyngby, som kom bedst fra start, da gæsternes Jeffrey Adjei-broni scorede to gange i første halvleg. Bagud 0-2 ved pausen havde U19-holdet ryggen mod muren, men drengene formåede at skabe spænding om kampens udfald. 

Midtvejs i anden halvleg fik Valentyn Napuda reduceret, og i den efterfølgende periode havde holdet flere chancer til at skabe den forløsende udligning. Lyngby fik derudover en spiller udvist med ti minutter tilbage, hvilket gav et stort pres på udeholdets mål. Desværre kom scoringen ikke, og det endte derfor 2-1 til Lyngby. 

Cheftræner Nikolaj Hørby fortæller, at holdet leverede en mindre god første halvleg, mens anden halvleg var opløftende.

-Vi spillede en kamp, hvor vores ønskede udtryk og udførelse er som nat og dag i de to halvlege. Uden at jeg vil fjerne al kredit fra Lyngby, så var vores første halvleg alt for usammenhængende i vores offensive relationer og i vores pres. Vi skal være glade for, at vi stadig havde en kamp at spille ved pausen.

-Anden halvleg var markant bedre. Vi startede med langt bedre nærhed til hinanden og holdt Lyngby nede på egen halvdel i en god periode. Her fik vi også et mål, som åbnede kampen til vores fordel. Desværre fik vi ikke yderligere oversat spillet og chancerne til et udlignede mål, og vi må acceptere nederlaget. Kampen fortæller virkelig en historie om værdien af at ramme sin modstander med det rette mindset.

Sønderjyske/HFK – Lyngby 1-2 (0-2)  

1-2, Valentyn Napuda. 

Startopstilling: Dmytro Kosach – Anton Hüttel, Sebastian Escobar Jensen, Oliver Cafnik-Theill, Carl-Emil Iwersen, Villads Klindt Sørensen, Magnus Quisgaard Gaunsbæk, Tinus Olesen, Matti Geffen, Mostaffa Rabia Yassin, Silas Relsted Gonzalez. 

Bænken: Sune Linderoth Aarup, Nikolai Jacobsen, Blend Istrefi, Valentyn Napuda, Noah Musaefendic. 

God indsats var ikke nok for U17

U17-drengene tabte lørdag med 1-0 på hjemmebane til FC København. Efter opgøret var cheftræner Mathias Rahbek godt tilfreds med store dele af indsatsen. 

-Vi fik lavet en fodboldkamp, hvor vi gav os selv chancen for at vise, hvem vi er. Vi står de svære perioder igennem, som altid vil komme mod et godt hold som FC København – og vi trykkede på i vores egne gode perioder, hvor vi særligt i anden halvleg havde optræk til rigtig meget, men lige manglede at spille chancerne helt store nok eller den sidste eksekvering i afslutningsøjeblikket. 

U17-holdet mangler fortsat to kampe i sæsonen, og cheftræneren forsikrer, at de ikke er gået på sommerferie endnu.

-Vi kunne mærke hinanden gennem hele kampen – og det er jeg yderst tilfreds med. Vi er på ingen måde gået på sommerferie endnu, og de næste ugers træning bliver derfor med fuld fokus på at fortsætte udviklingen.

Sønderjyske/HFK – FC København 0-1 (0-1)  

Startopstilling: Noah Q.P. Nguyen – Mads Bo Ottesen, Anders Raffnsøe Hoeg, Sebastian Larsen, Olti Hyseni, Dereje Jensen, Lasse Riggelsen, Frederik Nygaard Jürgensen, Jonas Jønsson, Jakob Lagoni Thorsen, Villads Nøhr Birk. 

Bænken: Asghar Ibrahimi, Ashkan Umut Tootoonchi, Refik Avdic, Elias Hjort-Pedersen, Jeppe Klemann. 

U15 tabte tæt kamp til FCK

Akademiets U15-drenge var foran ved pausen, men holdet tabte desværre med 2-1, da FC København i lørdags var modstanderen. 

Efter kampen beretter trænerduoen Kresten Ipsen og Jonas Hansen om en kamp, der kunne være gået begge veje. 

-Kampen var meget lige. FCK var mest på bolden, men vi havde også vores perioder i kontrol. Vi kom foran efter 18 minutter på et super fint mål efter etableret spil. Generelt fik vi kampen igennem skabt de chancer, som vi kan forvente at skabe mod en god modstander, men vi manglede lidt effektivitet foran mål.

Trænerduoen fortæller, at FCK havde en god periode i starten af anden halvleg, som endte med at afgøre kampen. 

-FCK havde deres bedste periode de første 20 minutter efter pausen, hvor de scorede to mål hurtigt efter hinanden. Derefter kom vi bedre med i kampen igen, og efter deres scoring fik vi også tilspillet os nok muligheder til at udligne. Det lykkedes vi desværre ikke med, og vi tabte derfor knebent 2-1.

-Præstationen og indsatsen er vi meget tilfredse med. Vi havde et stort ønske om at turde angribe kampen og have et offensivt mindset. Det gjorde drengene super godt. Vi ærgrede os sindssygt meget over, at de ikke fik den belønning, som de fortjente.

Sønderjyske/HFK – FC København 1-2 (1-0)  

1-0, Sultan Azar Ebrat. 

Startopstilling: William Beck, Victor Grønhøj Nissen, Marcus Nukulkit Hansen, Nicolai Derlich Biel, Nicklas Bergmann Schmidt, Gustav Sejrup, Oliver Kræmer Jessen, Andreas Holm, Nicolai Lund, Malthe Vigen, Sultan Azar Ebrat. 

Bænken: Simon Thaysen Nissen, Frederik Mortensen, Mathias Duborg. 

U19-holdet er som nævnt færdige med denne sæson. U17 og U15 skal derimod i aktion på lørdag, hvor AaB venter på udebane. 

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.