Thomas Nørgaard forlængede torsdag sin kontrakt med Sønderjyske Fodbold med yderligere to sæsoner, og beslutningen blev hjulpet på vej af den stærke stab, han har omkring sig.
Torsdagens store nyhed fra Sønderjyske Fodbold var forlængelsen med cheftræner Thomas Nørgaard, der nu har kontraktudløb i sommeren 2027.
I den forbindelse lagde Nørgaard ikke skjul på, at han trives i Sønderjylland og Sønderjyske Fodbold, hvor han snart har været i halvandet år.
– Jeg er først og fremmest glad for at være i Sønderjyske Fodbold, og derfor føles det også rigtig godt at have forlænget aftalen. Projektet har flyttet sig i den retning, jeg havde håbet på, siden jeg blev en del af det for snart halvandet år siden, og jeg synes, at matchet har været godt, sagde han i forbindelse med forlængelsen, som du kan læse mere om her (link).
Også staben får store roser med på vejen i forbindelse med forlængelsen.
– En stor del af grunden til, at det har været nemt for mig at træffe en beslutning om at forlænge, er jo også, at jeg har nogle gode folk omkring mig, som på alle mulige måder arbejder benhårdt og arbejder super afklaret med, hvad de hver især bringer til bordet.
– Det betyder, at vi lige nu har en stab, hvor vi er i gang med at føre nogle ting i den rigtige retning i fællesskab, og jeg kan rigtig godt lide måden, vi arbejder på. Jeg kan godt lide den ro, vi har i det, vi gør. Jeg er også klar over, at der nok kommer en tid efter sommerferien, hvor det selvfølgelig vil være en lille smule mere blæsende, end det er lige nu og her, men jeg er helt sikker på, at det er vi polstret til.
– Jeg var også fortaler for, at både Simon Poulsen og Lasse Frølund skulle blive her (forlængelser til 2026, red.), og jeg har været fortaler for, at vi skulle udvide vores stab generelt set både med Elmedin Bubalo og Kresten Ipsen (data og analyse, red.). Norbert Banoocys forlængelse var også af vital betydning. Jens Rinke arbejder også forbilledligt og bidrager med rigtig meget også ud over hans gode klubhjerte.
– Jeg skal altid gøre mig nogle overvejelser: Har jeg den stab, som jeg tror, at der kan gøre arbejdet for mig, og har jeg de spillere, som jeg tror på, at vi kan udvikle endnu mere i fællesskab, og det kan jeg klart svare ja til, siger Thomas Nørgaard.