Sønderjyske Fodbold lejer islandske Orri Steinn Óskarsson i F.C. København for resten af indeværende sæson.
Den 18-årige angriber Orri Óskarsson forstærker Sønderjyske Fodbold i resten af sæsonen.
Orri Óskarsson skiftede til F.C København i sommeren 2020, hvor han i den grad har bevist, at han er en mand med mål i støvlerne.
Islændingen blev således suveræn topscorer i U19-ligaen i den seneste sæson med hele 29 scoringer i blot 25 kampe, mens han i efteråret har spillet flere kampe i både Superligaen, pokalturneringen samt i Champions League.
Sportsdirektør Esben Hansen glæder sig derfor over, at det lykkes at leje Orri Oskarsson i FCK.
– Vi er rigtig glade for, at Orri bliver en del af Sønderjyske Fodbold i resten af sæsonen. Der er ingen tvivl om, at Orri er en notorisk målscorer, som har bevist, at han kan score mål.
– Orri kommer til at score rigtig mange mål i løbet af sin karriere, og selvom han kommer inde på leje, kommer vi til at behandle ham som en af vore egne, fortæller han.
Orri Óskarsson træner allerede onsdag med sine nye holdkammerater.