Sønderjyske Fodbold sælger Peter Christiansen til Viking FK

Sønderjyske Fodbold sælger topscorer Peter Christiansen til norske Viking FK med omgående virkning.

En sønderjyde takker af og siger ”mojn” for denne gang.

Sønderjyske Fodbold og Viking FK er blevet enige om en handel, der med omgående virkning sender 24-årige Peter Christiansen til den norske klub, der i sidste sæson endte som nummer fire i Eliteserien.

Peter Christiansen startede sin karriere i Starup UIF, inden han skiftede til akademiet i HFK/Sønderjyske Fodbold og gik hele vejen til førsteholdet.

I Sønderjyske Fodbold har han foreløbig spillet 143 kampe og scoret 38 mål, og særligt i denne sæson har han haft fart på med 17 mål i 22 kampe, hvilket gør ham til suveræn topscorer i NordicBet Ligaen.

De mange mål og de stærke præstationer har skabt stor interesse for sønderjyden, og Viking FK’s interesse er nu endt med et bud, som Sønderjyske Fodbold har accepteret.

Sportschef Casper Daather siger om salget af Peter Christiansen:

– Det er et skifte med flere følelser. Først og fremmest glæder vi os på Peter Christiansens vegne over, at han får et flot skifte til en udenlandsk klub, der vil kæmpe med i toppen af den norske liga. Han har været en fremragende ambassadør for Sønderjyske Fodbold og klubbens værdier, og det er med stolthed, at vi sender ham videre.

– Han er et godt billede på vores klub, hvor han kommer til fra en samarbejdsklub, og med flid og dygtighed klarer sig igennem akademiet. Siden har han bidt sig fast på førsteholdet, og i denne sæson har det virkelig klikket for ham, så han er blevet en topprofil i både Sønderjyske Fodbold og NordicBet Ligaen. Vi ønsker ham alt det bedste på sin videre færd, og vi håber også, at vi ser ham tilbage i den lyseblå trøje en dag.

– Sportsligt er det naturligvis et tab at sige farvel til sin topscorer og endda på et tidspunkt, hvor vi ikke kan gå ud og handle, men vi har længe været klar over, at et salg var en meget realistisk udgang, så vi har også forberedt os på denne situation. Vi har mange gode offensive spillere i den nuværende trup, og vi er helt overbeviste om, at andre står klar til at tage over, siger Casper Daather.

Peter Christiansen glæder sig naturligvis over sit skifte til Viking FK, men det er ikke uden vemod, at han forlader Sønderjyske Fodbold.

– Det er med glæde og stolthed, at jeg har skrevet kontrakt med Viking FK, og jeg ser frem til at prøve mig af i en udenlandsk liga, men det bliver også specielt at forlade Sønderjyske Fodbold. Jeg er stolt af, at jeg er gået fra akademiet til førsteholdet, hvor det næsten blev til 150 kampe, og det har altid været meget specielt for mig at trække i den lyseblå trøje.

– Jeg ville gerne have været med til at spille Sønderjyske Fodbold tilbage i Superligaen, men det handler også om at gribe de muligheder, der kommer i livet. Viking FK er en meget spændende mulighed for mig, og jeg glæder mig til at prøve mig selv af i helt nye omgivelser. Jeg vil fortsat følge Sønderjyske Fodbold tæt, for det er en klub, der ligget mit hjerte nært, og jeg vil altid være fan, siger Peter Christiansen.

Sønderjyske Fodbold takker Peter Christiansen for en stor indsats i den lyseblå trøje, og vi håber, at vi får mulighed for at give ham en fortjent hyldest for lang og tro tjeneste på Sydbank Park senere på foråret.

Foto: Peter Christiansen spillede lørdag sin sidste kamp for Sønderjyske Fodbold i denne omgang. 143 kampe og 38 mål blev det til. Her hilser han på fansene efter lørdagens kamp på Sydbank Park. Foto: Martin Gjelstrup, Sønderjyske Fodbold

Del denne nyhed:

Seneste nyheder