Samarbejdsklubben Rødekro IF bliver hentet og bragt og får fuld forkælelse, når de låner spillerbussen til vores hjemmekamp mod FC Helsingør lørdag den 16. marts.
Flere af vores samarbejdsklubber fik i 2023 en uforglemmelig fodboldoplevelse, da de blev transporteret med spillerbussen til kamp på Sydbank Park med fuld forkælelse og underholdning undervejs.
Initiativet, hvor vi sætter en samarbejdsklub i fokus, fortsætter her i 2024, og til kampen mod FC Helsingør lørdag den 16. marts bliver det Rødekro IF, der får fornøjelsen.
Det blev afgjort ved en lodtrækning i dag, hvor vores nye maskot Absalon havde æren af at trække lod blandt de ti klubber, der havde lagt billet ind på årets første tur.
Op til 70 spillere og trænere/ledere bliver hentet og bragt i spillerbussen, hvor der som altid vil være et par af vores førsteholdsspillere med ombord, og der vil være pølser og drikkevarer til dem alle på Sydbank Park.
Rødekro IF’s spillere kan også se frem til at gå en æresrunde på stadion kort før kampstart. Det har de prøvet før sammen med de øvrige samarbejdsklubber til Samarbejdsklubbernes Dag, men denne gang har de altså scenen helt for sig selv.
Et stort tillykke til Rødekro IF.
I videoen herunder kan du se maskotten Absalon trække Rødekro IF op af bowlen flankeret af kommunikationschef Jacob Ravn og udviklingschef på akademiet, Thomas Kruse.
Se lodtrækningen her: