Jomfrurejsen for den nye bus i Sønderjyske Fodbold går fra Als til Haderslev. Egen UI bliver den første samarbejdsklub, der fragtes til og fra kamp på Sydbank Park.
Med 51 samarbejdsklubber har Sønderjyske Fodbold dybe rødder i hele Sønderjylland, og når vi spiller hjemme mod Nykøbing FC lørdag den 18. marts, er det samarbejdsklubben Egen UI på Als, der får glæde af det gode samarbejde.
Sønderjyske Fodbold investerede for nylig i en splinterny bus, der skal fragte førsteholdets spillere til udekampe, mens bussen skal bruges til samarbejdsklubber og andre samarbejdspartnere, når vi spiller hjemme på Sydbank Park.
12 samarbejdsklubber havde lagt billet ind på bussens jomfrurejse, og i pausen af fredagens kamp hjemme mod FC Fredericia blev det ved lodtrækning afgjort, at Egen UI bliver den første samarbejdsklub, der får glæde af bussen.
Egen UI kan se frem til at blive hentet og bragt i bussen, hvor en af førsteholdets spillere vil være med ombord til at fortælle om livet som professionel fodboldspiller. Fremme på Sydbank Park bliver klubben forkælet med stadionpølse og sodavand.
Vi ser frem til at give Egen UI en god oplevelse på Sydbank Park, og vi glæder os over, at vi med den nye bus kan give noget godt igen til de sønderjyder, der støtter Sønderjyske Fodbold.
God tur til Egen UI.
På billedet ses direktør Markus Kristoffer Hansen og udviklingschef Thomas Kruse ved fredagens lodtræning på Sydbank Park.