Det duftede af en pokaloverraskelse, da vi førte 2-0 ved pausen i Silkeborg, men hjemmeholdet endte med at vinde 3-2 på en stærk anden halvleg. Dermed slutter vores Pokal-deltagelse denne gang i kvartfinalen.
Det er slut i Pokalen i denne omgang.
Silkeborg IF vandt returopgøret i kvartfinalen med 3-2 på JYSK Park, og midtjyderne går dermed videre med samlet 5-2.
Trods de overbevisende sejrscifre i Silkeborgs favør nåede det at dufte af en overraskelse undervejs.
Ved pausen var vi foran 2-0 og havde dermed udlignet Silkeborg IF’s føring fra den første kamp, og det skete på baggrund af en aldeles fremragende første halvleg.
Hjemmeholdet startede ganske hidsigt, men vi fik hurtigt arbejdet os ind i kampen og kom tættere og tættere på mål.
Maxime Soulas var tæt på at pande os i front midtvejs i halvlegen, og efter en halv time var der gevinst. Brandvarme Orri Óskarsson scorede for tredje kamp i træk i Sønderjyske Fodbold-trøjen – seks i træk, hvis vi tæller U19-landskampene med. SIF-målmand Nicolai Larsen kunne ikke holde Atli Barkarsons indlæg, José Gallegos opsnappede bolden, der gik trillede videre til Óskarsson, der sparkede bolden sikkert ind.
Fem minutter senere kom 2-0-målet, der udlignede samlet. Emil Frederiksen sendte Óskarsson til baglinjen med en god aflevering i dybden, og islændingens indlæg ramte en Silkeborg-fod og gik i nettet.
Det blev dog ikke til noget pokalmirakel i denne omgang. Silkeborg IF kom stærkt ud efter pausen, og på 20 gode minutter havde de vendt 0-2 til en 3-2-føring.
Vi kom frem til nogle chancer i slutningen af kampen, men der var pokaltoget kørt videre – denne gang uden os.
I de sidste ti minutter blev der givet debut til den 17-årige sønderjyde Simon Maass. Herfra et stort tillykke med den første optræden i Sønderjyske Fodbold-trøjen.