Nye tribunesponsorer sætter fokus på lærlinge

Dansk Metal Sønderjylland, AH Industries og SM Industries er nye tribunesponsorer på Sydbank Park. Fagforbundet og de to virksomheder har indgået et unikt samarbejde og vil bruge den massive eksponering til at sætte fokus på de særdeles lukrative lærlinge-vilkår, der er i landsdelen.

Vi er sammen om Sønderjyske Fodbold, vi er sammen om Sønderjylland, og vi er sammen om fremtiden.

Og dét er lige nøjagtig bevæggrundene til, at fagforbundet Dansk Metal Sønderjylland og de lokale virksomheder AH Industries og SM Industries er blevet fælles tribunesponsor på Sydbank Park.

Sønderjyske Fodbold er til for landsdelen, og fodboldklubben er i høj grad med til at gøre Sønderjylland interessant og attraktiv, og det handler blandt andet om at tiltrække og fastholde god arbejdskraft i regionen. Det er også årsagen til, at de tre tribunepartnere vil bruge den meget eksponerede stemningstribune til at gøre opmærksom på de særdeles lukrative lærlinge-vilkår, der er i landsdelen.

Dansk Metal Sønderjylland glæder sig over partnerskabet, der sætter fokus på et vigtigt område for fagforbundet.

– Lærlingene er vores fremtid, og vi har brug for gode lærlinge i Sønderjylland. Der er mange gode tilbud til lærlingene her i området, og det handler i høj grad om, at de unge skal gøres opmærksom på de muligheder, der er for dem. Det handler om oplysning og opmærksomhed, og her er vi overbeviste om, at Sønderjyske Fodbold og Sydbank Park er et godt sted at gøre opmærksom på os selv og ikke mindst mulighederne for lærlingene i landsdelen, siger Kim Hauborg, der er afdelingsformand i Dansk Metal Sønderjylland.

Virksomhederne AH Industries og SM Industries, der holder til i henholdsvis Ribe og Rødekro, håber, at de med samarbejdet med Dansk Metal Sønderjylland kan være med til at sætte fokus på de attraktive muligheder, der er for lærlingene i virksomhederne.

– Det handler i bund og grund om, at vi gerne vil sætte fokus på de attraktive lærlinge-forhold, vi kan tilbyde. Der er mange, der bliver overraskede over, hvor gode lønrammer og karrieremuligheder du har som lærling. Det vil vi gerne være med til at gøre opmærksom på, og derfor er vi gået sammen med Dansk Metal Sønderjylland, så vi meget tydligt kan få gjort opmærksom på de gode tilbud til landsdelens lærlinge.

– Hos AH Industries og SM Industries er vi stolte af samarbejdet med Dansk Metal Sønderjylland, hvor vi sammen sætter lærlingene i fokus. Det er et unikt samarbejde mellem fagforbund og virksomheder, men vi tror på, at vi i fællesskab kan gøre en forskel og få de unge mennesker til at blive mere nysgerrige på, hvilke spændende muligheder der er i vores branche, lyder det i en fælles udtalelse fra AH Industries og SM Industries.

I Sønderjyske Fodbold glæder direktør Markus Kristoffer Hansen sig over det nye sponsorat og bakker op om budskabet på den nye tribune.

– Vi byder Dansk Metal Sønderjylland, AH Industries og SM Industries velkommen til den lyseblå familie, og vi er meget glade for, at de har valgt Sydbank Park til at eksponere deres lærlinge-kampagne. Det er et godt eksempel på, at du som virksomhed ikke kun kan få eksponeret dit firmanavn, men det kan også være som en del af en kampagne eller et budskab, du gerne vil have ud. Vi ser frem til samarbejdet med tribunepartnerne, og vi kommer også fremover til at have et tæt samarbejde omkring eksponeringen af fagforbundets og virksomhedernes fælles kampagne for at hverve flere lærlinge, siger Markus Kristoffer Hansen.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder