Modstander-zoom: Turen går til Østerbro

Fredag aften møder vi B.93 på udebane. Vi zoomer her ind på fredagens modstander og giver dig den information, du har brug for, hvis du tager turen til Østerbro Stadion.

Fans af Sønderjyske Fodbold skal ikke snyde sig selv for fredagens udebanekamp mod B.93.

For det første er det muligt at lave en udebanetur med en masse indtryk fra hovedstanden, og for det andet – og vigtigste – spilles kampen på et fedt stadion med et historisk vingesus.

Østerbro Stadion er mere end 100 år gammelt, og det ligger pakket ind mellem det Parken, Sankt Jakobs Kirke og Øbro-Hallen. Det stinker af fodboldnostalgi, og det er en fin kontrast til det moderne og strømlinede Parken, som ligger et kort indkast væk fra B.93’s hjemmebane.

Kontrasten til Parken og FC København bliver bruger også brugt aktiv af B.93, der kalder sig Byens Ægte Hold, og de har været dygtige til at få fat i fodboldhipsterne i hovedstaden.

Trods en placering i den tunge ende af tabellen har B.93 mere end 2.000 tilskuere i gennemsnit, og det er kun AaB, Sønderjyske Fodbold, Kolding IF og AC Horsens – i den rækkefølge – der tiltrækker flere tilskuere.

Resultatmæssigt har sæsonen været en blandet landhandel for oprykkerne. De var senest tæt på et stort resultat i Aalborg, inden AaB til sidst sikrede sig en kneben 2-1-sejr. 0-0 ude mod AC Horsens og en vanvittig 7-1-sejr ude mod HB Køge er blandt de største plusser. Superliga-mandskabet Randers FC var også tæt på at snuble mod B.93 i pokalturneringen, hvor kronjyderne først besejrede københavnerne i straffesparkskonkurrencen.

Vi havde selv fornøjelsen af B.93 på Sydbank Park for en lille måned siden. Her vandt vi 4-0 på mål af Søren Andreasen (2), José Gallegos og Emil Berggreen. Det kunne være skønt med en gentagelse, men B.93 har været en vanskelig modstander for mange hold på Østerbro Stadion.

Vi skal langt tilbage i historiebøgerne for at finde vores seneste udekamp mod B.93. Det var tilbage i maj 2005, hvor vi vandt 2-0 på Østerbro Stadion på mål af Jacob Olesen og Peter Sand. I hjemmekampen havde vi vundet 6-1 med Nicolai Wael (2), Jacob Olesen (2), Dennis Siim og Peter Sand som målscorere. Klasseforskellen dengang blev også tydelig i tabellen, da vi endte øverst og rykkede op i Superligaen, mens B.93 sluttede sidst.

Hvis du tager turen til Østerbro, kan du som altid sætte dig i bussen sammen med Sønderjyske Fodbold Support, hvor både medlemmer og ikke-medlemmer er velkomne.

Der er dog også rig mulighed for offentlig transport denne gang – alle veje fører til hovedstaden. Kom i god tid og smag på byen.

De lyseblå fans, der tager turen, kan med fordel læse om forholdene for udebanefansene her:

https://www.b93prof.dk/nyheder/praktiske-informationer-om-kampe-pa-osterbro-stadion

Du køber din billet til kampen her: https://boldbillet.dk/show/event/b93-vs-soenderjyske-27-okt-2023

Vi håber, vi ser mange medrejsende fans fra Sønderjylland, og vi glæder os til et gensyn med eksil-sønderjyderne fra Treffpunkt.

Alle mand til Østerbro.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder