Referat og mål: Mandfolkeindsats gav herlig storsejr i Horsens

En rigtig god indsats blev lørdag belønnet på udebane, da vi foran en masse medrejsende sønderjyder slog AC Horsens sikkert på Nordstern Arena.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Det var bidende koldt, da vi lørdag klokken 17.00 gæstede AC Horsens på Nordstern Arena. Trods kulden var en masse sønderjyder dog troppet fornemt op, og de skabte en skøn kulisse i en rigtig skøn fodboldkamp.

Vi åbnede som lyn og torden, og var hurtigt nærgående. Særligt i venstresiden så det lovende ud med Dalton Wilkins, og efter seks minutter fik vi et hjørnespark. Det blev clearet ud i fødderne på Jose Gallegos, der på fornemmeste vis bankede bolden i kassen fra distancen. 0-1!

Efter en indledning, hvor vi styrede det meste, scorede AC Horsens på deres første chance. Et hjørnespark blev slået tæt ind under mål til Frederik Kristensen, der styrede den i kassen. Kort før den halve time kom Horsens tæt på føringen, men Nicolai Flø hev en kongeredning op efter skud fra kanten af feltet.

Minuttet efter slog vi til i den anden ende. Troels Kløve kom først på en løs bold i feltet, og han sparkede resolut bolden ind bag Matej Delac i AC Horsens-buret. Kort før pausen erstattede Mads Agger en skadet Peter Christiansen, og Agger kom tæt på i flere omgange – blandt andet med et hug lige på Delac. Det forblev dog ved en 1-2-føring ved pausen.

Thomas Nørgaards tropper gik på en kold aften på ingen måde kolde i pausen. Vi kom flyvende ud, og efter et minut var Kristall Ingason tæt på efter en god omstilling i venstre side og en bold fladt tilbage. Vi måtte dog nøjes med hjørnespark. Det var dog ikke så skidt endda, for da Mads Agger samlede en løs bold op i feltet, scorede han sikkert til 1-3!

Efter målet sad vi tungt på spillet, og i flere omgange blev det nærgående. Jose Gallegos havde bud efter det lange hjørne med lidt over en halv time igen, mens Ingason og Agger virkelig sprudlede helt fremme. Med et kvarter igen blev kampen så endegyldigt lukket. En afslutning gav en retur til indskiftede Olti Hyseni, der fra tæt hold scorede sikkert til 1-4. Hvilken aften for Hyseni og hvilken aften for holdet og de mange medrejsende fans, der for alvor var 12. mand på Nordstern Arena.

Slutfasen blev kontrolleret flot og med et par giftige tilbud, og efter dommerens tillægstid var en brandvarm 1-4-sejr en realitet på en råkold, men skøn aften!

Tusind tak for opbakningen til alle, der tog turen til Horsens. Næste hjemmekamp venter lørdag klokken 13.00 på Sydbank Park, når FC Helsingør kommer forbi i grundspillets sidste kamp.

Se vores mål fra 4-1-sejren her:

Del denne nyhed:

Seneste nyheder