Lasse Frølund forlænger i Sønderjyske Fodbold

Assistenttræner Lasse Frølund har forlænget sin kontrakt i Sønderjyske Fodbold, så den nu løber frem til sommeren 2026.

Lasse Frølund vil også i de kommende sæsoner bære assistenttrænerkasketten i Sønderjyske Fodbold.

37-årige Frølund, der kom til klubben sidste vinter, har forlænget sin aftale, så den nu løber frem til sommeren 2026.

– Jeg er meget tilfreds med at have forlænget i Sønderjyske Fodbold. Klubben er inde i en positiv udvikling både på og uden for banen. Spillemæssigt har vi udviklet os meget det seneste år, og vi har en visionær ledelse omkring os, der er med til at skubbe infrastrukturen i klubben i en retning, der gør, at vi kan følge med i toppen af fodbold-Danmark.

– Det har også været en fornøjelse at følge den udvikling, der er sket på tilskuersiden det seneste år. Én ting er, at der er kommet flere tilskuere på Sydbank Park, men derudover oplever jeg også, at vi i højere grad er sammen om den mission, vi er på i Sønderjyske Fodbold.

– Jeg nyder samarbejdet med det øvrige trænerteam, hvor jeg synes, vi komplementerer hinanden enormt godt. I det hele taget har vi en god synergi i hele klubben, og jeg nyder at komme her og trives generelt storartet i Sønderjylland, siger Lasse Frølund.

Sportschef Casper Daather glæder sig over kontraktforlængelsen.

– Vi er meget glade for Lasse Frølunds store arbejde i Sønderjyske Fodbold, og det er derfor rart at have kontrakten på plads frem til sommeren 2026. Vi har et stærkt og dynamisk trænerteam, der fungerer godt sammen både på banen og i trænerrummet, og de arbejder hårdt for, at vi skal lykkes med projektet.  

– Lasse Frølund har fra dag ét skubbet til ambitionerne og forventningerne både på og uden for banen. Han har sat nye standarder for samarbejdet med akademiet i transitionsarbejdet, hvor han også har en afgørende rolle, og han brænder virkelig for udviklingen af unge fodboldspillere.

– Frølund er desuden tovholder på implementeringen af mere data, evidens og analyse på vores spillestil. Vi er både stolte og glade over at kunne råde over hans viden og faglige kvaliteter i kommende sæsoner, siger Casper Daather. 

Lasse Frølund påbegynder P-træneruddannelsen i begyndelsen af det nye år, og i Sønderjyske Fodbold glæder vi os meget til at følge hans udvikling.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder