Højlund-hattrick sænkede U19-holdet i København

FC København var for stor en mundfuld for talentholdene, og både U19, U17 og U15 tabte i København. Hos U19 var det et opsigtsvækkende Højlund-hattrick, der sænkede sønderjyderne.

Det blev til tre nederlag, da talentholdene i weekenden gæstede FC København på udebane. Her kan du læse, hvordan det gik for U19, U17 og U15.

Højland-hattrick og ind i bad
Nogle gange må man bare tage hatten af og anerkende en modstanders præstation. Der var klasseforskel, da FC København vandt 5-0 over vores U19-ligahold, og i særdeleshed må vi fremhæve Emil Højlund.

Emil Højlund – lillebror til Rasmus i Manchester United – er også en del af københavnernes Superliga-hold, og han skulle planmæssigt kun spille den første halve time. På den tid scorede han så hattrick mod os…

3-0 til FCK efter 22 minutter, men vi kom bedre med, som halvlegen skred frem. Det blev dog også 4-0 inden pausen, da vi fik et rødt kort, og hjemmeholdet scorede på frisparket efterfølgende.

Anden halvleg blev en lang forsvarskamp, hvor FCK’erne blev holdt nede på et minimum af chancer. Hjemmeholdet fik listet en enkelt ind til sidt i kampen og vandt dermed 5-0.

Læs matchfakta fra opgøret her.

U19-holdets næste kamp er lørdag den 23. september klokken 12.30 hjemme mod Randers.

God første halvleg var ikke nok for U17
U17-holdet rejste hjem fra København med et nederlag på 0-3, men de skal roses for en god første halvleg, hvor de hentede 0-0 til pausen.

FCK’ernes meget bevægelige offensiv blev i store træk holdt ned, og vi havde selv halvlegens bedste scoringstilbud, men desværre fik vi ikke forvaltet en to-mod-en-situation godt nok.

Hjemmeholdet satte sig på kampen i anden halvleg og vandt 3-0, men drengene skal have ros for, at alle mand kæmpede bravt kampen ud, selv om belønningen i form af point til sidst var uden for rækkevidde.

Læs matchfakta fra opgøret her.

U17-holdets næste kamp er lørdag den 23. september klokken 14.45 hjemme mod Randers.

FCK var skarpest i U15-kamp
U15-ligaholdet måtte rejse hjem fra hovedstaden med et 1-5-nederlag, men det kunne måske være gået anderledes, hvis skarpheden havde været større i kampens begyndelse.

Vi havde to-tre friløbere mod københavnernes mål, der ikke blev udnyttet, men FCK var anderledes skarpe og bragte sig på 2-0, inden William Svendgaard fik reduceret.

Hjemmeholdet kom på 3-1 inden pausen og 4-1 lige efter pausen, inden de scorede til slutresultat kort før tid.

Læs matchfakta fra opgøret her.

U15-holdets næste kamp er lørdag den 23. september klokken 12.30 hjemme mod Randers.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder