Gastro’s er ny kaffeleverandør i Sønderjyske Fodbold og bliver samtidig ny sponsor i klubben.
I Sønderjyske Fodbold sætter vi pris på en god kop kaffe, og vi deler den gerne med vores sponsorer og andre lyseblå interessenter.
Det er med stolthed, at vi fremover serverer kaffe fra Gastro’s, som er den nye kaffeleverandør i Sønderjyske Fodbold, og virksomheden, der nytænker convenience-markedet, har i samme omgang lavet en sponsoraftale med klubben.
Direktør i Sønderjyske Fodbold, Markus Kristoffer Hansen, glæder sig over den nye aftale, som i den grad tilgodeser klubbens sponsorer.
– Vi sætter alle pris på en god kop kaffe – særligt efter en god arbejdsindsats – og det har vi i den grad fået efter aftalen med Gastro’s. Aftalen indebærer, at vores sponsorer på kampdagene selv kan trække en specialkaffe i Fuglsang Loungen, og den løsning er blevet særdeles godt modtaget. Derudover glæder vi os over, at Gastro’s har indgået en sponsoraftale med Sønderjyske Fodbold og er blevet en særdeles synlig sponsor på Sydbank Park, siger Markus Kristoffer Hansen.
Hos Gastro’s gør man sig umage med at forstå forbrugernes behov og ønsker, og deres proaktivitet gør, at de altid sikrer deres samarbejdspartnere de optimale løsninger.
– Vi har holdt nogle gode møder med folkene bag Sønderjyske Fodbold, og vi er overbeviste om, at vi har fundet en god løsning, der giver de besøgende på Sydbank Park en god kaffe- og kakaooplevelse.
– Gastro’s har i forbindelse med det nye samarbejde også tegnet en sponsoraftale med Sønderjyske Fodbold, og vi glæder os til at komme til kaffe på Sydbank Park og til at blive en endnu større del af det fantastiske netværk, som vi selv oplevede på fodboldturen til Tyskland i sidste måned, siger Lasse Würtz, National Sales Manager i Gastro’s.