Før ACH: Gode minder, knaldhårdt spark og keeper med 18 mål

De lyseblå løver står overfor den gule fare, når der søndag eftermiddag er bagt op til et brag af en hjemmekamp mod AC Horsens.

Af Michael Ehrhorn-Fernow

Det kan bare noget at høre sejrssangen gjalde hele vejen gennem betonvæggene i omklædningsrummet.

Det fik vi omsider lov til igen, da vi torsdag aften gik videre i pokalturneringen på udebane mod Thisted FC. Nu skal den følelse tages med over i 3F Superligaen, hvor vi står overfor en uhyre spændende kamp søndag klokken 14.00.

Vores jyske kolleger med tre ringe på brystet kigger forbi, og det er en stærk oprykker, vi glæder os til at krydse klinger med.

Slutspurten blev sat ind på rette tidspunkt

AC Horsens har haft travlt gennem de seneste sæsoner. Nærmest så meget, at selv de hurtigste Formel 1-kørere ville bede dem om lige at tage den med ro.

Men de har jagtet og jagtet en tilbagevenden til landets bedste række, og man har oprustet med store profiler fra både ind- og udland.

Alligevel var det hele lige ved at ryge i Bygholm Sø igen i sidste sæson med et bøvlet efterår. De klemte sig dog med i top seks, og siden så de sig ikke tilbage.

AC Horsens satte et kanonforår sammen med vores tidligere midtbaneslider Niki Zimling i spidsen, og de vandt så meget, at man til sidst kunne fejre oprykningsmiddag og drinks på Scandic

Til denne sæson har de oprustet yderligere, og den gule fare har fået en flot start med syv point og en aktuel sjetteplads.

Tre skæve om AC Horsens

Målfarlig målmand
Det sker indimellem, at en målmand kommer på tavlen, men det er nu stadig temmelig sjældent. Derfor er det også ret bemærkelsesværdigt, at AC Horsens har haft en keeper, der scorede 18 mål!

Søren Jochumsen vogtede buret fra 1994 til 2012, og i sine 524 kampe lavede han 18 kasser. Alle på straffe – men stadig voldsomt!

Klubrekord kom belejligt
Nu nævnte vi før, at AC Horsens havde en god stime i det forgangne forår, der sikrede dem oprykning. Det har de faktisk haft før.

Op til 2005/06-sæsonen rykkede de op efter en stime på 20 kampe i træk uden nederlag. De hentede i den forbindelse 12 sejre i træk, og begge dele er klubrekorder.

Da der var guld og grønne skove i Horsens
I AC Horsens drømmer man stort for fremtiden, men de har også haft godt med succes tidligere. Blandt andet i 2012/13-sæsonen.

Her var de i Europa, hvor de slog svenske Elfsborg ud på imponerende vis. I runden efter mødte de det portugisiske storhold Sporting. Det blev lidt for stor en opgave trods alt.

Hold øje med deres

#18 Adrian Justinussen
Angriber

Hvis man satte en hest op ved siden af Adrian Justinussen til en konkurrence om, hvem der kan sparke hårdest, hvem ville så vinde?

Det ville Justinussen formentlig, for han sparker uhyre godt til en fodbold med masser af power og tilmed præcision.

I sin tid i Hillerød lavede han det ene vanvittige mål efter det andet, og i AC Horsens har han også allerede vist prøver på, hvad den frisparksfod har evner til, og vi skal passe særdeles meget på med at give dem frispark i nærheden af vores felt.

Justinussen er samtidig hårdtarbejdende og ærgerrig, og han er en af mange spændende Horsens-spillere til søndagskampen.

Gode hjemmeminder fra AL Sydbank Park

Når vi ser på vores hjemmekampe mod AC Horsens, har vi gode statistikker. Kun en enkelt af de seneste otte dueller i egen hule er endt med nederlag.

Og lad os se på et par historiske hjemme-minder mod ACH.

M&M’s på en efterårsdag
Den 30. oktober 2016 hentede vi en dejlig 2-0-sejr, og her var hemmeligheden tilsyneladende bogstavet M.

Vores første scoring i opgøret efter 11 minutter blev sat ind af Michael Uhre, og rundet 71 minutter øgede vi ved Mads Hvilsom.

Stærke klub-koryfæer i hopla
Henrik Hansen, Lasse Vibe og Johan Absalonsen.

Det er tre af de helt store lyseblå spillere gennem tiden, og de ville alle tre på tavlen den 16. maj 2013, da vi vandt med 4-2 over AC Horsens.

En kamp der desuden vil blive husket for hele to selvmål – et fra hvert hold.

Den første
Michael Nonbo scorede vores første mål nogensinde mod AC Horsens i den bedste række.

Det gjorde han den 25. september 2005 på oplæg af Henrik Hansen. Stadionuret stod på 35 minutter. Resultatet efter 90 – det har vi tilfældigvis lige glemt.

Vidste du?

  • Vi har vundet tre af vores seneste fire 3F Superliga-kampe mod AC Horsens
  • AC Horsens vandt senest, de besøgte os i landets bedste række. Det er til gengæld deres eneste sejr i Haderslev i otte forsøg.
  • Alle AC Horsens’ seneste tre scoringer er kommet efter standardsituationer. De har lavet fire mål på den måde i denne sæson.
  • Alexander Munksgaard har statistisk AC Horsens som sin yndlingsmodstander. Han har vundet 83,3 procent af sine kampe mod dem.

Sommervibes – næsten da

Vi er kommet ind i september måned, og regnen er tilbage for alvor. Men søndag er der opklaring og tilmed sol.

Det er DMI, YR, Accuweather og TV2 Vejret noget så uhyre sjældent som enige om, og i solskin er fodbold bare bedst på stadion.

Du får tilmed et dejligt kamptidspunkt klokken 14.00 og 17-18 grader at hygge dig med.

Vi ses på stadion!

Du kan købe billet til kampen på vores hjemmeside sjfodbold.dk.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.