5 gode grunde til at komme på Sydbank Park torsdag

Endnu en spændende hjemmekamp venter på Sydbank Park. Vendsyssel kommer på besøg, og den kamp skal du selvfølgelig opleve, hvor det er allerbedst. Live på stadion.

Der venter et brag af en kamp torsdag aften klokken 18.00 på Sydbank Park, hvor vi skal have tribunerne fyldt godt op i jagtens på tre vigtige point i toppen af tabellen.

Og er du i tvivl, om du skal langs, så får du her fem gode grunde til, at du selvfølgelig skal troppe op og give den gas.

1 – Mål, mål og flere mål
Det bliver helt sikkert ikke nogen kedelig fodboldkamp, og det er tæt på, at vi kan stille målgaranti. Vi har aldrig nogensinde spillet 0-0 med Vendsyssel FF, og i denne sæson er de lyseblå fans blevet forkælet med voldsomme 62 mål – heraf de 28 på hjemmebane. Vendsyssel er også i ligaens top fem, når det handler om at lave mål.

2 – Vi nærmer os målet
Vi kan ikke matematisk sikre os oprykningen torsdag, men det er uhyre tæt på. Vinder vi, er vi 20 point foran tredjepladsen med seks kampe tilbage og dermed 18 point at spille om. Dermed kan vi lægge et utroligt stort pres på Kolding, Vendsyssel og Fredericia. Vinder de ikke deres kommende kamp, kan de ikke længere hente os!

3 – Masser af underholdning
Happy Hour er tilbage på Sydbank Park, og med Crazy Daisy-baren er der god mulighed for, at du kan smøre stemmen inden og efter, det går løs. Der vil desuden være et hav af aktiviteter for store som små – blandt andet konkurrencer, ansigtsmaling, terningespil, golf og lykkehjul i Reick Møbler Boldgaden, mens du også kan finde MySelfie på ny. Du kan også hilse på vores islandske landsholdsspiller Daniel Grétarsson, der afsoner karantæne.

4 – Din støtte er uvurderlig
Det gør i den grad en forskel for spillerne, når opbakningen er massiv både ude og hjemme. Det er noget, spillerne kan skrive under på, der giver de sidste procenter, og det er netop de procenter, der kan blive så vigtige, når vi løber på banen til en tæt kamp torsdag, hvor vi ekstremt gerne vil have revanche efter, at vi desværre ikke kunne give vores fans en sejr sidst, Vendsyssel var forbi. Det skal der laves om på med din hjælp!

5 – Vejret holder!
Det er en ustadig tid vejrmæssigt, men hvis DMI holder, hvad de lover lige nu, bliver det rigtig pænt fodboldvejr over Sydbank Park. Det dufter endda af lidt aftensol, inden solen går ned, og under de forhold er fodbold bare så meget sjovere at opleve på stadion fremfor TV-skærmen.

Køb din billet til kampen her.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder