Tre gange smed vi en to måls-føring, men José Gallegos sørgede med sit sejrsmål kort før tid for, at vi kunne tage alle tre point med hjem fra Helsingør. Se alle målene i videoen nederst.
Lettelsen var umiddelbart større end glæden, da vi fredag aften vandt 5-4 på udebane mod FC Helsingør.
Måske det bare var et udtryk for, at spillere, trænere og ledere lige skulle lande efter den vanvittige kamp, vi var part i, som blev en rutsjebanetur af dimensioner.
Men det var både glæde og lettelse efter 95 minutters hektisk fodbold i Helsingør. Vi fik, hvad vi kom efter. Tre skønne point, der i den grad holder os i live i topstriden.
Lad os tage den nogenlunde kronologisk. Hold på hat og briller.
Vi fik en god start på kampen, da Lukas Björklund bragte os i front efter otte minutters spil. Et hjørnespark endte hos Søren Andreasen, der leverede assisten til den unge svensker, som headede os i front tæt under mål.
Det blev 2-0 midtvejs i første halvleg, da Orri Oskarsson afsluttede et fremragende angreb. Emil Frederiksen sendte Björklund i dybden med en følt aflevering. Björklund spillede på tværs første gang til Óskarsson, der også kun skulle bruge én berøring til at sende bolden i nettet. Høj klasse hele vejen igennem.
Kort efter fik vi første advarsel: Callum McCowatt huggede flot bolden ind bag Flø, og så stod der 1-2, der også var stillingen ved pausen.
Små fem minutter inde i anden halvleg øgede Emil Frederiksen til 3-1. Atli Barkarson fandt Frederiksen inde midt i feltet, og han sparkede bolden køligt i kassen.
Igen holdt tomåls-føringen ikke længe. Fem minutter senere reducerede McCowatt med et nyt langskudsdrøn.
Efter en times spil kom vi igen foran med to. Barkarson sendte et nyt indlæg ind i feltet, og denne gang satte indskiftede Sefer Emini bolden i mål med en kølig inderside. Ny behagelig tomåls-føring…
Men ak og ve. Hjemmeholdet slog tilbage to gange. Nicklas Mouritsen reducerede to minutter efter vores mål, og Nikolaj Bagger udlignede ti minutter senere. Dén gjorde ondt.
Men spillerne viste god moral. Vi VILLE have den sejr. Peter Christiansen og Óskarsson var begge tæt på, men først to minutter før tid var der gevinst. Barkarson var for tredje gang arkitekt og oplægger, da indskiftede José Gallegos dukkede op ved forreste stang og sparkede bolden ind til 5-4. Vild jubel og skøn fejring med fans og spillere i forening.
De fem minutters overtid blev behandlet meget professionelt, og Orri Oskarsson var tæt på at øge til 6-4, men det blev ved 5-4 – og tre skønne, skønne point.
Sejren blev fejret med de medrejsende fans – stor tak for opbakningen.
Nu skal vi have alle mand på Sydbank Park, når vi lørdag den 29. april tager imod Hvidovre IF. Jagten fortsætter!
Se vores fem mål fra kampen her: