Kristall Ingason scorede sejrsmålet kort før tid, da AaB blev besejret på Sydbank Park. Dermed er førstepladsen meget, meget tæt på at være sikret.
I sidste uge rykkede vi op i 3F Superligaen, og lørdag eftermiddag sendte vi et nyt stærkt signal, da AaB blev besejret med 1-0 på Sydbank Park.
Sejren betyder, at vi er meget, meget tæt på at sikre os førstepladsen i NordicBet Ligaen. Vi har nu ni point ned til AaB på andenpladsen og en målscore, der er 18 mål bedre end nordjydernes.
AaB kunne nøjes med et kryds for at følge os op i 3F Superligaen, og første halvleg blev en noget tam affære uden egentlige målchancer.
Efter pausen kom der mere liv i kampen, og vi blev mere og mere toneangivende, som kampen skred frem.
Det startede med nogle kvalificerede langskud fra Mads Agger, Sefer Emini og Ivan Nikolov, men det helt store tryk satte vi ind, da AaB blev reduceret til ti mand efter en nedslagtning af Emini.
Med fire minutter tilbage af den ordinære spilletid blev José Gallegos nedlagt i feltet, og Kristall Ingason sparkede sikkert bolden i mål. 1-0 og stor jubel blandt de knap 5.500 tilskuere.
I overtiden havde vi flere store muligheder til at lukke og slukke, men det blev ved de 1-0 – og det var så rigeligt denne lørdag eftermiddag.
Sejren var vores tredje i træk, og vi holdt endnu engang målet rent. Der er blot lukket tre mål ind i de seneste ni kampe!
Nu venter der to udekampe i Vendsyssel og Hobro de to kommende fredage, inden vi slutter sæsonen af med en oprykningsfest mod Kolding IF søndag den 2. juni.
Sæt allerede nu kryds i kalenderen og få book en billet – det bliver en stor dag for alle sønderjyder.
Se Ingasons matchvindermål her: