Velsmagende nyhed: Slagter Lampe bliver ny pølseleverandør på Sydbank Park

Slagter Lampe indgår et stort sponsorat med Sønderjyske Fodbold, og den velrenommerede, sønderjyske virksomhed bliver ny pølseleverandør på Sydbank Park.

Sønderjyske Fodbold kan nu præsentere en særdeles velsmagende nyhed.

Slagter Lampe har indgået et nyt sponsorat med Sønderjyske Fodbold, der betyder, at den sønderjyske virksomhed fremover bliver pølseleverandør på Sydbank Park.

Slagter Lampe har et særdeles godt renommé i Sønderjylland, og virksomheden har flere gange opnået international anerkendelse ved professionelle fagkonkurrencer.

Salgsdirektør i Slagter Lampe, Jan Holgersen, glæder sig over, at de fremover skal mætte de sultne – eller lækkersultne – maver på Sydbank Park i forbindelse med Sønderjyske Fodbolds kampe.

– Slagter Lampe er en ægte sønderjysk familievirksomhed, så det virker naturligt også at være en del af Sønderjyske Fodbold. Hos Slagter Lampe vægter vi hårdt arbejde, godt håndværk og kvalitet højt, og efter vores møder med de nye folk bag Sønderjyske Fodbold kan vi tydeligt mærke, at vores værdier er et godt match.

– Vi glæder os til at kunne servere vores prisvindende pølser til de fremmødte på Sydbank Park, siger Jan Holgersen.

I Sønderjyske Fodbold er der stor glæde over aftalen med Slagter Lampe.

– Det her er en aldeles velsmagende nyhed til fansene i Sønderjyske Fodbold. Slagter Lampe er med til at sætte Sønderjylland på landkortet, og vi er glade og stolte over, at de er vores nye pølseleverandør.

– Sønderjyske Fodbold og Slagter Lampe er et rigtig godt match – på samme måde som fodbold og stadionplatter er det. Der er en aftale, der giver rigtig god værdi for begge parter, og vi glæder os til at samarbejde med Slagter Lampe omkring madoplevelsen på Sydbank Park, siger salgsansvarlig i Sønderjyske Fodbold, Ulrik ”Buller” Nielsen.

Om Slagter Lampe:
Slagter Lampe er en sønderjysk familievirksomhed, hvor håndværket og respekten for slagterfaget siden 1939 har dannet baggrund for nogle af Danmarks bedste pølser. I dag er det 3. generation af slagterfamilien med Steen Lampe i spidsen, der fører traditionerne videre og driver pølsemageriet i Haderslev.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder