Vellykket netværkstur til dobbelt-opgør i Tyskland

Sønderjyske Fodbold havde i weekenden 50 sponsorer med på en tur til Tyskland, hvor der blev set to kampe og dyrket tysk fodboldkultur samtidig med, at netværket og sammenholdet blev styrket.

Vi kaldte det for ”Årets fedeste fodboldtur”, da vi udsendte invitationen til vores netværk, og efter en fremragende weekend i Tyskland tør vi godt sige, at vi holdt, hvad vi lovede.

50 sponsorer satte sig fredag morgen i Sønderjyske Fodbold-bussen for at deltage på en netværkstur, hvor tysk fodboldkultur var i højsædet med to kampe på programmet.

Fredag aften så gruppen Hannover 96 mod Greuther Fürth, hvor hjemmeholdet leverede et stærkt comeback og hentede en 2-1-sejr i overtiden. Dagen efter gjaldt det 1. Bundesliga-kampen mellem Wolfsburg og Dortmund, som endte 1-1.

Til at klæde netværket på til kampene havde vi med på turen groundhopperen Nicolai Bryde Nielsen, som dels kunne ridse de sportslige aspekter op, men i højere grad fortælle om den tyske fankultur, så netværket blandt andet havde viden om, hvorfor begge kampe, de overværende, blev stoppet undervejs, da tilskuerne viste deres utilfredshed ved at kaste tennisbolde på banen.

Undervejs blev der knyttet gode bånd i netværket, og det summede af god energi og et stærkt sammenhold i bussen.

Der var denne gang en række nye sponsorer med i selskabet for første gang, og de udtrykte stor begejstring for den varme modtagelse blandt de øvrige i netværket.

Det er dét, vi er her for: Sammen skaber vi store oplevelser, og i sponsorkredsen skal vi spille hinanden stærkere.

Og turen til Tyskland var – som vi lovede – årets fedeste fodboldtur.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder