Ungt mandskab tabte knebent i lærerig kamp

Et hold bestående af U19- og U17-spillere tabte onsdagens Future Cup-kamp på Vejle Stadion med 2-0.

Da førsteholdets spillere gik på sommerferie efter søndagens NordicBet Liga-kamp, var det et meget ungt Sønderjyske Fodbold-mandskab, der onsdag aften spillede sæsonens sidste kamp i Future Cup.

På Vejle Stadion vandt Vejle Boldklub med 2-0, men de unge sønderjyder havde bestemt masser af ære af kampen.

Der blev benyttet tre U17-spillere fra start, og yderligere tre kom ind undervejs, men selv om det af og til kunne ses, at det relationelle fodboldspil ikke sad i skabet i hele kampen, kom det unge hold frem til fine chancer.

I første halvleg var der effektiviteten til forskel, og Vejle kunne gå til pause med en 1-0-føring, mens vi brændte de to store chancer, vi kom frem til i de første 45 minutter.

Vores bedste periode i kampen kom fra anden halvlegs start og 20-25 minutter frem. Her pressede vi hjemmeholdet massivt tilbage, men heller ikke denne gang var vi skarpe på de chancer, vi tilspillede os.

Ti minutter før tid øgede Vejle til 2-0, og det blev resultatet af en ellers ganske lige kamp.

De unge sønderjyder fik masser af god læring fra kampen, og der var ikke en finger at sætte på indsatsen.

Både Future Cup og U19-ligaen er nu færdigspillet for denne sæson, mens U17 har to kampe endnu inden sommerferien.

FAKTA
Vejle-Sønderjyske Fodbold 2-0 (1-0)
1-0 Mohammad Tamin Aslami (28.), 2-0 Theis Eskildsen (83.)

Vores hold: Benjamin Rasmussen, Nikolai Jacobsen, Anders Bergholt (46./Sebastian Larsen), Carl-Emil Iwersen, Villads Klindt Sørensen, Magnus Quisgaard Gaunsbæk (55./Mads Nielsen), Matti Geffen, Olti Hyseni (55. Mads Bo Ottesen), Simon Maass (46./Anders Raffnsøe Hoeg), Mostaffa Rabia Yassin, Silas Relsted Gonzalez (19./Sebastian Escobar Jensen)

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.