U19-holdet har testet formen mod en række tyske klubber i opstarten, og lørdag bliver det alvor, når U19-ligaen starter forårssæsonen på udebane mod AC Horsens.
U19-ligaholdet indleder forårssæsonen, når det lørdag klokken 15.30 møder AC Horsens på udebane.
U19-cheftræner Niklas Vincentz kan se tilbage på en god opstart og ser frem til at se resultatet af anstrengelserne, når det igen bliver alvor.
– Vi har haft en opstart, hvor vi bevidst har mødt en masse tyske klubber. Tidligt i opstarten havde vi en tur til Berlin, hvor vi mødte god modstand, og socialt var det også en god måde til at komme godt i gang. Vi har udelukkende mødt udenlandske hold, og det har været fedt at møde en anden kultur, en anden energi og få nogle helt andre indtryk, end vi er vant til herhjemme.
– Vi har også brugt opstarten til fysiologisk at ramme et godt udgangspunkt til turneringsstarten. Du er altid spændt på at se, hvordan det reelt ser ud, når det går løs, men på tallene ser det ud til, at vi har ramt det godt.
– Taktisk har vi arbejdet med mange forskellige dele, men vi har primært arbejdet med det høje pres, vores gennembrudsspil og afslutningsspillet. Vi vil gerne op og arbejde så tæt på modstanderens mål som muligt. Jeg har en forventning om, at vi har forbedret os på de parametre, siger Niklas Vincentz.
U19-holdet har overvintret på en 11. plads af de 14 hold i rækken, og cheftræneren har ambitioner om, at den placering som minimum bliver holdt.
– Jeg har en idé om, at vi som minimum skal hente lige så mange point, som vi gjorde i efteråret – det vil sige minimum 12 point. Hvis vi får 24 point i sæsonen, vil det være rigtig fint. Vi vil naturligvis gerne have flere, men det er vores mål. I tabellen vil vi heller ikke ende i bunden, men vi vil gerne så tæt på midten som muligt – velvidende, at der lige nu er et lille spring op, siger Niklas Vincentz, der med tre point i Horsens kan lukke hullet op til på tiendepladsen.
Flere U19-spillere har trænet med førsteholdet i løbet af vinterens opstart, og U19-træneren håber, at de unge løver fortsat vil vise sig godt frem i foråret.
– Der er også den del, der hedder transition til førsteholdet. Vi har nogle andetårs-seniorer, som forhåbentligt vil vise sig godt frem, for førsteholdet kigger dem godt og grundigt an og ser, om de kan blive aktuelle til det. Vi håber, at de vil vise sig godt frem på U19-holdet, så der er nogle, der til sommer er interessante i forhold til at tage det næste skridt op i klubben, siger Niklas Vincentz.
Mens U19-holdet altså skal i aktion i ligaregi allerede lørdag, går der endnu et par uger, inden U17 og U15 starter i ligaen. De er i gang fra den 2. marts, hvor de begge møder AaB i Aalborg.
U17 spillede en gældende kamp onsdag i Haderslev, hvor Horsens blev besejret 2-0 i pokalen.
U19’s træningskampe:
Flensburg Weiche U23-Sønderjyske Fodbold 0-7
Bochum-Sønderjyske Fodbold 4-1
Sønderjyske Fodbold-St. Pauli 1-0
Union Berlin-Sønderjyske Fodbold 5-3
Pogon Szczecin-Sønderjyske Fodbold 1-3