U19 og U17 henter point mod Vejle

Lørdag var Akademiholdene i aktion mod Vejle, og her blev der hentet fire point efter nogle tætte kampe. 

To point til U19

Det lignede længe en sejr til U19-talenterne, men to sene Vejle-scoringer gjorde, at kampen mellem de to mandskaber endte 2-2. Efter kampen var cheftræner Nikolaj Hørby godt tilfreds med den indsats, som han så fra spillerne. 

– Vi spillede en mere end godkendt kollektiv kamp mod Vejle, hvor vi lykkedes med at holde et højt fokus igennem mere end 60 minutter. Intensiteten var på plads i det defensive spil, og spillerne var afklaret på udførelsen af det offensive momentum, vi forsøgte at skabe. Det klæder virkelig vores hold, når vi samhandler på den måde.

Selvom Vejle kom tilbage i slutningen af opgøret, så var Nikolaj Hørby glad for, at der kom point på tavlen efter en række nederlag. 

– Selvom vi ikke tog alle tre point, føles det som en lille sejr med tanke på den stime af resultater, vi har været fanget i. Derfor blev der lagt lidt ekstra til glæden over, at vi vandt straffesparkskonkurrencen, siger han. 

U19-holdets sejr i den efterfølgende straffesparkskonkurrence betyder, at de kunne tage to point med fra kampen. 

Sønderjyske/HFK   – Vejle Boldklub 2-2 (1-0)  

1-0, Anders Bergholt Pedersen – 2-0, Anders Bergholt Pedersen

Startopstilling: Marcus Ryu Alstrup, Sune Linderoth Aarup, Nikolai Jacobsen, Sebastian Escobar Jensen, Anders Bergholt Pedersen, Carl-Emil Iwersen, Magnus Quisgaard Gaunsbæk, Kristoffer Jørgensen, Simon Maass, Silas Relsted Gonzalez, Mikkel Riis Ladefoged. 

Bænken: Jonathan Heigl, Oliver Cafnik-Theill, Blend Istrefi, Matti Geffen, Mostaffa Rabia Yassin, Olti Hyseni. 

U17 kom på pointtavlen

Lørdag spillede U17-drengene 1-1 mod Vejle Boldklub, som er placeret i rækkens øverste halvdel. Alligevel var cheftræner Mathias Rahbek ikke entydigt tilfreds med kampen. 

– Jeg står med en lidt blandet følelse efter sådan en kamp. På den ene side kæmpede vi heroisk et uafgjort resultat hjem mod et af rækkens bedst spillende hold. Og det er jo isoleret set en stærk præstation. På den anden side fik vi ikke lavet det kampforløb, som vi drømmer om at gøre på den lange bane, og som vi har vist prøver på i flere af vores kampe i foråret. 

Cheftræneren uddyber, at holdet gerne vil højere op på banen og samtidig have nogle større ambitioner på bolden. Omvendt roser han drengene for den flotte arbejdsindsats. 

– Vi ville rigtig gerne have presset højt i større perioder, og vi ville gerne have sat nogle bedre ting sammen på bolden. Men det var simpelthen bare for vanskeligt på dagen. Og så er vi tilbage ved, at det jo er rigtig stærkt at stå det igennem – det er der også noget læring i.

U17-holdet vandt ligeledes den efterfølgende straffesparkskonkurrence, og de kunne dermed også tage to point med fra kampen. 

Sønderjyske/HFK   – Vejle Boldklub 1-1 (1-1)  

1-0, Dereje Jensen. 

Startopstilling:  William Nyborg – Villads Klindt Sørensen, Mads Bo Ottesen, Sebastian Larsen, Dereje Jensen, Refik Avdic, Frederik Nygaard Jürgensen, Jakob Lagoni Thorsen, Jonas Jønsson, Elias Hjort-Pedersen, Jacob Hamborg. 

Bænken: Benjamin Rasmussen, Frederik Kyed Thomsen, Mohamed Yahya, Marcus Nukulkit Hansen, Jeppe Klemann. 

U15 tabte tæt kamp til Vejle

Det blev desværre til et nederlag på 2-0, da U15-holdet lørdag tog imod Vejle Boldklub. Der var ellers tale om en tæt og lige kamp, hvor begge hold havde perioder med dominans, fortæller trænerduoen Kresten Ipsen og Jonas Hansen. 

– Vi startede med et højt pres og havde generelt rigtig godt fat i spillet de første 15-20 minutter, men vi manglede det sidste til at få skabt de rigtig store chancer. Den resterende del af første halvleg var mere lige, og Vejle begyndte også at bide fra sig og havde et par store chancer.

I anden halvleg kom gæsterne på måltavlen to gange, mens det ikke lykkedes for U15-holdet at slå tilbage. Den udvikling ærgrede naturligvis trænerteamet. 

– Efter pausen blev vi presset af Vejle, som lavede et effektivt pres, som vi ikke kom godt ud af. Vejles to mål kommer efter hhv. et hjørnespark og et direkte frispark, som vi ikke kunne give et modsvar på. Vi ærgrer os over, at vi ikke formåede at score i vores gode perioder i kampene, og det er selvfølgelig noget, vi må øve os i på træningsbanen.

Sønderjyske/HFK   – Vejle Boldklub 0-2 (0-0)  

Startopstilling:  Simon Thaysen Nissen, William Beck, Malthe Vigen, Nicolai Derlich Biel, Nicklas Bergmann Schmidt, Gustav Sejrup, Oliver Kræmer Jessen, Andreas Holm, Nicolai Lund, Frederik Mortensen, Sultan Azar Ebrat. 

Bænken: Elias Nøhr, Tobias Stig Bertram, Mathias Duborg. 

Både U19, U17 og U15 skal i aktion igen på lørdag, når FC Nordsjælland venter. U19-holdet spiller i Haderslev, mens U17 og U15 skal en tur til Farum. 

Del denne nyhed:

Seneste nyheder