U19-holdet er klar til forårssæsonen

Lørdag sparker U19-drengene forårssæsonen i gang, når FC København venter hjemme i Haderslev. 

Efter en opstart på cirka halvanden måned skal der igen spilles om point, når U19-talenterne lørdag klokken 12.30 møder FC København hjemme på Haderslev Kunstgræsbane. 

Forud for forårssæsonen giver cheftræner Nikolaj Hørby en status på, hvor holdet står inden første turneringskamp i 2023.

– Vi står et fint sted med U19-holdet. Truppen har vist et stærkt mindset i opstarten og har arbejdet ærligt med det, vi har præsenteret for dem. Som både en velsignelse og en forbandelse har vi arbejdet opdelt med flere af de spillere, som har været med førsteholdet til deres træninger og kampe i store dele af opstarten. Vi har derfor valgt at arbejde rimelig specifikt med nogle udvalgte faser af spillet og ikke forsøgt at gabe over for meget, når vi har skulle samle dem til ét hold igen. Alle har derfor en rimelig klar idé om, hvordan vi skal angribe kampene i de første runder.

Cheftræneren fortæller ligeledes, at han over de sidste uger har set en god udvikling ude på træningsbanen. 

– Turneringsprogrammet skeler jo ikke til, at de betydende kampe først spilles, når man føler sig klar til det. Men jeg synes, at vi over de sidste par uger på træningsbanen har set flere og flere af de ting, som vi gerne vil have tilføjet til spillet. Kan vi holde samme fokus over tid, vil den sidste afgørende afklarethed få nemmere ved at flytte sig ind i det kampbillede, vi gerne vil have.

U17 og U15-holdet indleder sæsonen i næste weekend, hvor de to hold møder FC Midtjylland på udebane. 

Del denne nyhed:

Seneste nyheder