U19 henter flot point mod FCN

Lørdag leverede U19-drengene en rigtig flot præstation, da det lykkedes at spille 3-3 mod et stærkt FC Nordsjælland-hold. 

Akademiets U19-hold spillede lørdag 3-3 mod FC Nordsjælland efter en stærk indsats. Efter kampen fortæller cheftræner Nikolaj Hørby, at opgøret forløb på en måde, som hele holdet var klar til. 

– Kampen mod FCN blev på mange måder, som vi havde forberedt os. 

– Vi vidste på forhånd, at der først og fremmest skulle ydes en stor indsats mod bolden, og at vores egen indgang til et positivt kampforløb skulle findes i et mere åbent kampbillede, hvor vi kunne bringe bolden direkte mod målet. Begge opgaver løste drengene flot, siger Hørby.

Med det flotte resultat har U19-holdet nu fået point i deres sidste to kampe efter en mindre god resultatmæssig indledning på foråret. 

Sønderjyske/HFK   – FC Nordsjælland 3-3 (0-1)  

1-2, Sebastian Escobar Jensen – 2-3, Selvmål – 3-3, Blend Istrefi. 

Startopstilling:  William Nyborg – Sebastian Jessen, Sune Linderoth Aarup, Nikolai Jacobsen, Sebastian Escobar Jensen, Anders Bergholt Pedersen, Magnus Quisgaard Gaunsbæk, Kristoffer Jørgensen, Tinus Solomon Gripping Olesen, Simon Maass, Mikkel Riis Ladefoged. 

Bænken: Blend Istrefi, Carl-Emil Iwersen, Dmytro Kosach, Matti Geffen, Mostaffa Rabia Yassin, Olti Hyseni. 

U17 tabte til stærk modstander

U17-drengene mødte lørdag rækkens førerhold fra FC Nordsjælland på udebane, og her blev det til et nederlag på 2-0. Cheftræner Mathias Rahbek beretter efter kampen om, at holdet var oppe imod en meget stærk modstander. 

– Vi var presset. Det må vi bare erkende. FCN er virkelig dygtige og kunne også have scoret yderligere. Isolerer man blot kampen til dette faktum, ville der jo ikke være så meget at køre hjem til Haderslev med. Men det var der. Vi snakkede efter vores kamp i sidste weekend om, at det nu var tid til at tage næste step på rejsen mod at kunne styre fodboldkampene: At blive dygtigere i vores opbygning mod højt pres. Og på dette parameter fik vi virkelig øvet os – og fik også sat noget fint sammen undervejs. 

Cheftræneren fortæller samtidig, at holdet i pausen fik en god snak om, hvad anden halvleg skulle bruges på. 

– Vi gav håndslag i pausen på, at vi trods sværhedsgraden ville bruge anden halvleg på at arbejde videre med denne del, og det gjorde drengene virkelig. Jeg så spillere være mere tydelige og modige i denne fase, end jeg har oplevet i de foregående kampe, og det gør jo faktisk, at vi alle oplever, at vi tager noget med til det fremtidige arbejde. Og det var vigtigt på en dag, hvor vi bare må erkende, at modstanderen var bedst.

FC Nordsjælland – Sønderjyske/HFK  2-0 (2-0)  

Startopstilling:  Benjamin Rasmussen – Villads Klindt Sørensen, Mads Bo Ottesen, Anders Raffnsøe Hoeg, Sebastian Larsen, Dereje Jensen, Lasse Riggelsen, Frederik Nygaard Jürgensen, Jakob Lagoni Thorsen, Jonas Jønsson, Elias Hjort-Pedersen. 

Bænken: Asghar Ibrahimi, Mohamed Yahya, Oliver Kræmer Jessen, Refik Avdic, Marcus Nukulkit Hansen, Jeppe Klemann. 

Fine momenter trods nederlag til U15

Der var flere gode perioder undervejs, men U15-talenterne tabte med 5-2, da holdet lørdag mødte FC Nordsjælland på udebane. 

Trænerduoen Kresten Ipsen og Jonas Hansen fortæller efter kampen, at drengene undervejs fik tilspillet sig nogle gode muligheder. 

– Det var umiddelbart et klart nederlag til FC Nordsjælland, men undervejs i kampen havde vi også nogle fine momenter. I første halvleg var FC Nordsjælland dominerende, og de havde en del afslutninger. Vores pres var ikke særlig effektivt, som var en medvirkende faktor til FC Nordsjællands dominans. Vi havde dog også perioder, hvor vi også fik sat nogle gode ting sammen på bolden, og vi fik også tilspillet os et par store chancer.

I anden halvleg blev presset optimeret, og det gav flere gode muligheder til U15-drengene, som også blev udnyttet. 

– Efter pausen blev vores pres bedre, og vores mål kom også efter et par gode erobringer på FC Nordsjællands banehalvdel. FC Nordsjælland var stadig mest på bolden, men vi havde også vores perioder, hvor vi havde fornuftig kontrol med bolden. Vi er tilfredse med flere elementer undervejs, men vi kan selvfølgelig ikke være tilfredse med et forholdsvis klart nederlag, afslutter trænerduoen. 

FC Nordsjælland – Sønderjyske/HFK  5-2 (2-0)  

2-1, Nicolai Derlich Biel – 3-2, Nicklas Bergmann Schmidt.

Startopstilling: Simon Thaysen Nissen, Jeppe Klemann, William Beck, Nicolai Derlich Biel, Linus Ben Würtz Thieler, Nicklas Bergmann Schmidt, Malthe Vigen, Gustav Sejrup, Oliver Kræmer Jessen, Andreas Holm, Nicolai Lund. 

Bænken: Frederik Mortensen, Sultan Azar Ebrat, Mathias Duborg. 

Både U19 og U17-holdet skal i aktion lørdag d. 6. maj, hvor AGF kommer til Haderslev. U15-drengene må vente en uge mere, før Silkeborg IF venter på hjemmebane.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder