U15 lyste op i svær weekend for talenterne

U15-ligaholdet hentede i weekenden en flot sejr mod FC Midtjylland, mens både U17 og U19 fik ørene i maskinen mod samme modstander.

Både U15, U17 og U19 spillede i weekenden ligakampe mod FC Midtjylland. Det slap U15-ligaholdet bedst fra resultatmæssigt, mens U17 og U19 havde det svært mod midtjyderne.

FCM var for stor en mundfuld for U19
U19-cheftræner Niklas Vincentz lægger ikke skjul på, at der var niveauforskel, da sønderjyderne tog imod FC Midtjylland. Det afspejlede sig også på resultatet, da midtjyderne kunne tage fra Haderslev med en 6-0-sejr.

Der blev indkasseret tre mål i hver halvleg, men cheftræneren var mest tilfreds med de første 45 minutter. Her var holdet ganske godt med i kampen, men de enkelte chancer, der kom, blev misbrugt, mens gæsterne var effektive og konsekvente i begge felter.

Læs kampfakta fra opgøret her.

U19’s næste kamp er på udebane mod Vejle Boldklub lørdag den 2. september 12.30 i VB Parken.

U17 fik ikke lukket af bagude
Også U17-holdet havde det svært mod FC Midtjylland. Her endte midtjyderne med at vinde 7-2 i Haderslev.

Sønderjyderne fik ellers en god start på kampen, da Albert Rrahmani bragte hjemmeholdet på 1-0 efter ti minutters spil, men FCM’erne var særdeles skarpe og var ti minutter senere foran med 3-1.

Elias Hjort-Pedersen fik reduceret til til 2-3, men inden pausen var gæsterne foran med 5-2.

Det sønderjyske angrebsspil flød fornuftigt i første halvleg, hvor der også var chancer til flere mål, men efter pausen – nede 2-5 – blev bagrummet prioriteret i højere grad.

Det gav gæsterne færre muligheder, men de fik dog scoret to gange mere og vandt altså med 7-2.

Læs kampfakta fra opgøret her.

U17’s næste kamp er på udebane mod Vejle Boldklub lørdag den 2. september 15.00 i VB Parken.

U15 fik skovlen under FCM
U15-ligaholdet var weekendens lyspunkt i kampene mod FC Midtjylland, da de unge sønderjyder vandt med 6-4.

Holdet fik en drømmestart med en scoring efter bare seks sekunder (!), og det blev startskuddet til en forrygende første halvleg, hvor holdet var væsentligt stærkere end sin modstander.

En sønderjysk 3-1-føring ved pausen blev også hurtigt til 4-1 i starten af anden halvleg, inden holdet ramte en bølgedal og tillod gæsterne at komme på 4-4.

I kampens sidste ti minutter sikrede sønderjyderne sig dog sejren med to scoringer.

Benjamin Mujkanovic scorede holdets tre mål i første halvleg. I anden halvleg scorede William Svendgaard to gange og Linus Ben Würtz Thieler et enkelt.

Læs kampfakta fra opgøret her.

U15’s næste kamp er på udebane mod Vejle Boldklub lørdag den 2. september 12.30 i VB Parken.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder