Fredag aften møder vi FC Helsingør på udebane, hvor vi forhåbentligt kan komme hjem med et bedre resultat end sidste gang, hvor vi tabte til Kronborgs fodboldsønner.
De fans, der fredag drager til Helsingør, fortjener et skulderklap næste gang, du møder dem på stadion.
Med 301 kilometer fra Sydbank Park til Helsingør Stadion er det sæsonens længste udebanetur, der venter, så vi smider på forhånd masser af street credit efter de fans, der fredag drager på langfart.
Lad os starte med at gøre opmærksom på den bustur, som fansene i Sønderjyske Fodbold Support sender afsted – her kan du komme godt og billigt til Helsingør, og du behøver ikke tænke på alt det praktiske. Følg dette link og se, hvordan du kommer med fanbussen: https://www.facebook.com/SEsupport
Hvis du tager bilen til Helsingør, vil vi anbefale at køre hjemmefra i god tid og svinge forbi havnen og Kronborg Slot. Det er absolut et besøg værd, og en god away inkluderer også lidt lokal sightseeing. Der er i øvrigt meldt om fremragende forårsvejr på fredag.
Sportsligt er der også så rigeligt at se til. Vi har brug for en sejr, men FC Helsingør har været en træls modstander for os i denne sæson. FC Helsingør vandt med hele 4-0 på Sydbank Park i august 2022, og i returopgøret to måneder senere tabte vi 0-1 i Helsingør. Det skal vi naturligvis have lavet om på.
I FC Helsingør drømmer man også om 3F Superliga, og nordsjællænderne har vist fin form i foråret. I de seneste fem kampe vandt de først tre kampe i træk, inden det blev 0-0 mod Vendsyssel, og en 2-0-føring blev sat over styr mod Hvidovre IF.
FC Helsingørs seneste kamp mod Næstved Boldklub blev afbrudt i pausen, da en stor ildsjæl i klubben, Tom Lund Ewald, på tragisk vis afgik ved døden efter et ildebefinde og efterfølgende hjertestop. På Sønderjyske Fodbolds vegne kondolerer vi og sender dybfølte tanker til familien og pårørende. Dødsfaldet markeres med et minuts stilhed ved fredagens kamp.
Du kan købe billet til kampen i Helsingør på værternes hjemmeside: https://shop.fchelsingor.dk/da/
Læs mere om forholdene for udebanefansene her: https://www.fchelsingor.dk/udebanefans/
Der er kampstart i Helsingør fredag 19.00. Vi håber, vi ses!