Modstander-zoom: Turen går til Fredericia

Fredag venter en af sæsonens korteste udebaneture, når vi drager til Monjasa Park i Fredericia for at spille topkamp. Begge hold kommer til kampen med masser af medvind i sejlene.

Fredag skal vi have alle folk til Fredericia.

Vi skal forsvare vores top to-placering i NordicBet Ligaen på Monjasa Park, hvor vi inden 12. spillerunde er et enkelt point foran FC Fredericia, så der er virkelig lagt op til et brag af en topkamp.

Vi har revanche til gode mod FC Fredericia, som i sæsonens anden kamp vandt med 3-1 på Sydbank Park – vores eneste nederlag i den første halvdel af grundspillet. Det var i en kamp, hvor vi spillede med en mand i undertal i en time, men hvor vi alligevel var tæt på point, inden gæsterne tog sejren til allersidst.

FC Fredericia kommer til fredagens kamp i forrygende form. Holdet har ikke tabt i de seneste 11 kampe, og i den gode stime er der også en frisk pokalsejr over AaB i Aalborg.

Deres gode form startede allerede i foråret, hvor holdet tog et stærkt ryk væk fra nedrykningspladserne, da de gik gennem nedrykningsspillet med ti kampe uden nederlag.

Vi kommer også selv med medvind i sejlene. Vi har ikke tabt siden den omtalte FC Fredericia-kamp, og i ligaregi er vi ubesejrede i de seneste ni kampe – syv sejre og to uafgjorte.

Der bliver en kamp med to selvtillidsfulde hold, og der bliver hård kamp om de vigtige point til topdysten i NordicBet Ligaen.

En kort tur
Der plejer at være god opbakning, når vi spiller i Fredericia, og der er også lagt op til et velbesøgt udebaneafsnit denne gang. Både Sønderjyske Fodbold Support og DTM melder om udsolgte busser, og der vil være mange, der selv tager den 57 kilometer korte vej fra Sydbank Park til Monjasa Park.

FC Fredericia gør opmærksom på, at der ikke sælges billetter i døren, så du skal hente en billet online inden kampen. Der er link til billetter her. Hvis du oplever problemer, kan du kontakte bs@fcfredericia.dk.

Udebaneafsnittet er placeret i sektion G på Carlsberg Tribunen.

Værterne har sendt os et oversigtskort, så du kan se, hvor du kan parkere, hvis du kommer i bil (se herunder). Parkering er foran Fredericia Idrætscenter og Hotel Fredericia. For at komme fra parkering til fanafsnit, går man højre om Fredericia Idrætscenter, ned mod Danhostel og Den Historiske Miniby.

Vi håber, vi ser mange lyseblå fans i Fredericia.

Sammen er vi stærkest!

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.