Det holdt hårdt i Helsingør, men vi fik det, vi kom efter – tre point. Det blev en 4-3-sejr i en kamp, der mindede om den, vi spillede i foråret samme sted.
Tre point er tre point, og de blev hentet, da vi søndag eftermiddag mødte FC Helsingør på udebane.
Det blev dog en ny cirkuskamp i Helsingør, som gav minder om den kamp, vi spillede samme sted i foråret. Dengang vandt vi til sidst 5-4 – denne gang blev vores sejrscifre 4-3.
Det lignede ellers en kamp, hvor vi kunne tage de tre point med hjem til Sønderjylland, uden at tage en ny tur i karrusellen.
Vi dominerede stort i de første 45 minutter, og Sefer Emini bragte os i front allerede efter fem minutters spil, da han skød bolden i mål fra kanten af feltet.
José Gallegos ramte stolpen efter en halv times spil, og fem minutter før pausen sørgede Peter Christiansen for en 2-0-føring. Tobias Sommer fik hovedet på en hjørnesparksbold, og inden foran mål satte ligatopscorer Christiansen foden på.
Fra fuld kontrol til fuld cirkusforestilling. Anden halvleg blev en sjusket forestilling. Kort efter vi havde haft en stor chance i Helsingørs målende, fik hjemmeholdet reduceret til 1-2.
Netop indskiftede Mads Agger sørgede hurtigt for en ny to-måls-føring, da han flugtede Gallegos’ fine indlæg i mål.
Heller ikke denne gang gik der længe, inden Helsingør igen reducerede. 2-3 nu – og så en smule ro i kampen efter en hidsig start på halvlegen.
Midtvejs i halvlegen blev ligatopscorer Peter Christiansen dobbelt målscorer. Igen var det Tobias Sommer, der fik hovedet på en hjørnesparksbold. Denne gang headede han på stolpen, og returen gik ud til Christiansen, der saksesparkede bolden i mål. Høj klasse.
Men hjemmeholdet fortsatte med at drille os. Ny reducering. 3-4 med 20 minutter igen. Fuldstændigt samme forløb som vores seneste kamp i Helsingør, hvor vi vandt 5-4.
Det blev dog ved de 4-3 denne gang. Det skyldtes blandt andet en stor redning af Flø, og en redning på stregen af Rasmus Vinderslev.
Peter Christiansen var tæt på at fuldende sit hattrick i overtiden, men spændingen forblev intakt i slutminutterne, ind til vi kunne sætte de tre point ind på kontoen.
En sejr – og så hurtigt videre. På lørdag venter en ny spændende kamp, når vi får besøg af B.93 på Sydbank Park.
Tak for opbakningen til de omkring 100 Sønderjyske Fodbold-fans i Helsingør.
Se vores fire mål fra kampen her: