Succesfuld VIP-tur til Campushalle for fodboldnetværket

Netværket i Sønderjyske Fodbold var lørdag til tophåndbold i Flensborg, hvor vi så SG Flensburg-Handewitt uddele øretæver til ThSV Eisenach.

Sønderjyske Fodbold havde allieret sig med den tidligere Flensburg- og landsholdspiller Anders Eggert, der var vært og guide for en VIP-tur, der blandt andet bød på en rundvisning i den legendariske Campushalle.

Netværket nød god forplejning i sponsor-loungen inden kampen, hvor Lasse Svan Hansen, der også har en fortid i Flensburg-Handewitt og på landsholdet, også kom forbi og fortalte anekdoter og holdt oplæg om kampen.

Kampen blev set fra gode pladser på langsiden i Campushalle, hvor der også var god udsigt til ståtribunen, hvor “Hölle Nord” leverede en fantastisk stemning kampen igennem.

Hjemmeholdets målmand, sønderjyden Kevin Møller, kom efter kampen forbi vores gruppe, hvor Lasse Svan agerede en glimrende interviewer.

Det hele sluttede med muligheden for autografer og selfies, inden vi tog med Sønderjyske Fodbold-bussen tilbage til Sønderjylland.

Sønderjyske Fodbold takker for endnu en hyggelig dag med netværket.

Vi er værter for endnu et arrangement, når vi onsdag den 15. november har inviteret til et gratis fodboldforedrag i Fuglsang Loungen med groundhopperen Nicolai Bryde Nielsen.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder