STRESSholmeAA er ny samarbejdspartner i SJF

Sønderjyske Fodbold byder STRESSholmeAA velkommen som ny samarbejdspartner og medlem af Erhvervsklubben.

Med STRESSholmeAA får Sønderjyske Fodbold endnu en virksomhed med i det stærke netværk omkring klubben.

For indehaver Tina Holmeå Grosen er muligheden for at møde nye mennesker og virksomheder en væsentlig årsag til, at hun har valgt at blive en del af Erhvervsklubben.

– Jeg vil gerne udvide mit netværk og på den måde få nye og flere relationer, som forhåbentlig kommer til at munde ud i nogle gode samarbejder. Jeg oplever netværket som varmt, hjælpsomt og helt nede på jorden, og det passer godt til mig, siger Tina Holmeå Grosen.

– Jeg arbejder med stress og mental sundhed i virksomheder og med private, fordi jeg ser de samme mønstre igen og igen. Det er dygtige og ansvarlige mennesker, som knokler, tager ansvar og vil levere et godt stykke arbejde, indtil belastningen bliver for stor. Ofte opdages det for sent, og konsekvenserne rammer både mennesket og arbejdspladsen, fortæller hun.

En vigtig del af STRESSholmeAAs arbejde er samtidig naturen, som aktivt bliver inddraget i arbejdet med både virksomheder og private. Naturen kan skabe ro, overblik og et trygt rum, hvor der bliver plads til samtaler, pauser og refleksion.

– Her er det lettere at tale om det, der fylder, uden at nogen føler sig udstillet, siger Tina Holmeå Grosen.

Hos Sønderjyske Fodbold glæder salgskoordinator Rikke Witt-Frost sig over at kunne byde STRESSholmeAA velkommen i Erhvervsklubben.

– Vi er rigtig glade for at byde STRESSholmeAA velkommen som ny samarbejdspartner i Sønderjyske Fodbold. Erhvervsklubben er først og fremmest et stærkt fællesskab, hvor virksomheder mødes på tværs af brancher og får mulighed for at skabe relationer og nye samarbejder. Det er derfor altid dejligt, når nye virksomheder kan se værdien i at blive en del af netværket.

– Tina kommer med nogle kompetencer og perspektiver, som kan være interessante for mange virksomheder i vores netværk. Samtidig passer hendes tilgang til relationer og fællesskab rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil drive vores erhvervsnetværk på. Vi ser derfor frem til at få STRESSholmeAA med til vores arrangementer og til at skabe nogle gode rammer for nye relationer, siger Rikke Witt-Frost.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.