Stor sponsordag på Royal Oak i Jels

Mandag havde Sønderjyske Fodbold indkaldt sponsorer til en stor golfdag på Royal Oak, hvor de sammen med spillerne havde nogle hyggelige timer på den flotte golfbane, inden der bagefter var lækker middag og foredrag med Bjarne Corydon i golfrestauranten.

Hyggen og fællesskabet var i højsædet, da vi mandag havde inviteret vores sponsorer til en stor golfdag på Royal Oak i Jels.

Vejret viste sig fra sin bedste side, og humøret var helt i top, da omkring 50 deltagere kastede sig over de 18 huller på den smukke golfbane – heriblandt en håndfuld af vores fodboldspillere, som ilede til Jels efter formiddagstræningen i Haderslev.

Forplejningen fejlede heller ikke noget. De spillere, der ikke kastede sig over golfkøllerne, sørgede for en løbende forplejning, hvor de kørte provianter rundt på banen i golfvogne. Også spillerne nød en skøn og solrig eftermiddag på Royal Oak.

Efter fire-fem gode timer på golfbanen indbød vejret til en drink på terrassen, hvor yderligere 30-40 sponsorer tilsluttede sig det gode selskab for at deltage i arrangementets anden fase.

Aftenen blev indledt med en lækker middag i den velrenommerede golfrestaurant, og efter to gode retter med tilhørende vine kunne sponsorerne læne sig tilbage i sædet og lytte til Bjarne Corydons oplæg.

Den tidligere finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen gav sit syn på ”det politiske Danmark” og vores samfunds udfordringer, og efter en halv times oplæg var der spørgsmål fra salen og mulighed for debat. Mange interessante synspunkter blev luftet, inden Corydon takkede af igen ved 21-tiden, og det var tid til kaffe og kage.

Sønderjyske Fodbold takker for en fantastisk dag og aften på Royal Oak, hvor det var en fornøjelse at møde netværket uden for de normale rammer på Sydbank Park.

For Sønderjyske Fodbold er det en høj prioritet at give noget igen til dem, der støtter klubben, og golfdagen på Royal Oak var endnu et af de spændende arrangementer, som vi har tilbudt.

Det næste arrangement, hvor vores sponsorer igen er inviteret gratis med, er torsdag den 1. juni, hvor vi har inviteret til krimi-foredrag med René Dahl Andersen, der er højaktuel i TV 2-serien ”Én gang narkostrømer” – læs mere om foredraget og invitationen her: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7062013456081661952

Du kan se masser af fotos af vores golfdag på Royal Oak på vores Facebook-side og Instagram-profil i løbet af dagen.

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.