Sprudlende storsejr i Sverige i årets tredje træningskamp

Vi plejer at spille tætte træningskampe mod Landskrona BoIS, men fredag var der aldrig tvivl om udfaldet, da vi vandt 7-2 i Sverige. Allerede efter en halv time var vi foran 5-0.

Trods fire timers bustur var der ingen trætte ben, da vi fredag eftermiddag testede formen mod Landskrona BoIS i Sverige.

Årets tredje træningskamp blev vundet med overbevisende 7-2, og sejren blev hurtigt slået fast, da vi allerede efter 30 minutters spil var foran 5-0.

I 2023 spillede vi to tætte træningskampe mod svenskerne – med nederlag og sejr til følge – men denne gang var der aldrig tvivl om udfaldet.

Vi startede som lyn og torden og pressede svenskerne fra første fløjt. Vi nåede at brænde en stor chance, inden Peter Christianen bragte os foran allerede efter 50 sekunder. Et fint hug fra kanten af feltet af NordicBet Ligaens topscorer.

Efter små ti minutter blev det 2-0, da Ivan Nikolov afsluttede vores gode kombinationsspil, der virkelig sad lige i skabet i store dele af første halvleg.

Efter et kvarter blev det 3-0, da Sefer Emini kom til afslutning midt i feltet. Afslutningen ramte en svensker på vej mod mål, men den slags tager vi også med.

Kort før den halve time gjorde Kristall Ingason det til 4-0. Atli Barkarson var gået til baglinjen og lagde bolden ind til sin landsmand, der blot skulle sætte en inderside på tæt under mål. Flot islandsk sammenspil.

Minuttet senere blev det 5-0 – igen med Ingason som målscorer. Denne gang det var et ret komisk et af slagsen, da svenskernes målmand skød bolden ind på islændingen, så returen røg i kassen.

Kampen blev afviklet som to gange 60 minutter, og kort før pausen blev det også 6-0. Daniel Grétarsson blev nedlagt i feltet, og Mads Agger sparkede sikkert straffesparket i kassen.

Der blev skiftet flittigt ud i pausen, og anden halvleg blev en meget mere lige affære.

Olti Hyseni stod for halvlegens højdepunkt, da han efter 100 minutters fodbold tog sagen i egne fødder. Fra midterlinjen satte han fart mod mål, afdriblede to modstandere, der begge forsøgte at bremse ham med et par store frispark, men den 16-årige angriber blev på benene og afsluttede køligt. Høj, høj klasse.

Eneste malurt i bærgeret på en nærmest perfekt fredag var, at svenskerne fik lov at reducere to gange i kampens sidste fem minutter, men det kunne ikke fjerne indtrykket af en meget overbevisende træningskamp.

Den næste træningsmodstander er også svensk. Vi møder GAIS mandag den 5. februar på træningslejren i Spanien.

Holdet i første halvleg: Nicolai Flø – Simon Wæver (31. Dalton Wilkins), Maxime Soulas, Daniel Grétarsson, Atli Barkarson – Sefer Emini, Andreas Oggesen, Ivan Nikolov – Mads Agger, Kristall Ingason, Peter Christiansen

Holdet i anden halvleg: Jonas Dakir – Dalton Wilkins (76. Kristoffer Jørgensen), Gustav Wagner, Marc Dal Hende, Atli Barkarson (76. Jonas Thorsen) – Marcus Kristensen, Andreas Oggesen (76. Simon Maass), Sefer Emini (76. Sebastian Escobar) – Tobias Klysner (105. Tinus Olesen), Olti Hyseni, José Gallegos

Del denne nyhed:

Seneste nyheder

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag de største nyheder og information omkring vores hjemmekampe.